Så har Lars Løkke igen skabt overskrifter ved at melde sig ud af Venstre. Alle gisner om, hvad det næste bliver? For han må da have en plan! Det tror jeg bestemt også, at han har – en økonomisk plan.

En plan, der har kendetegnet ham det meste af karrieren, nemlig planen om at være sin egen lykkes/ Løkkes smed. Den mand har da i årtier gået efter egen vinding. Alle bilagssagerne, luksusvaner i forhold til hotel og flyrejser, så havde han snablen ned i Venstres egen pengekasse, så han kunne få tøj på kroppen, og senest har han så holdt en efter egen mening velfortjent ferie ved at være reality stjerne og sejle over Atlanten. Til fuld hyre og efter vederlag.

Kommer det så som et chok, at han melder sig ud af Venstre? Tja, for mig ville det virkelig være et chok, hvis den mand trak snablen op af pengekassen og ikke blot blev løsgænger, hvor han længe endnu kan hæve en betydelig hyre. Det er intet mindre end usmageligt men en ren Lars Løkke konstruktion! Andre politikere har gjort noget lignende og sikkert helt lovligt – ingen tvivl om det – men der er nu ingen som Lars Løkke, der kan dreje alt til egen økonomisk fordel.

Et eller andet sted er det patetisk, at han bare bliver ved og ved – dels med at lænse kassen for penge dels vedbliver med at spøge i Venstre med alle sine kommentarer… han vil angiveligt bare ikke indse sit nederlag.

Han ville skabe respekt, hvis han havde så meget r.. i bukserne, at han indså, at han har haft sin tid i dansk politik, at han har ’tjent folket’ og især kassen – og at det nu i en alder af 56 år er på tide at stå på egne økonomiske ben.

Få dig et liv Lars Løkke – få dig et job, hvor du forhåbentlig ærligt kan tjene dine egne penge i stedet for at blive ved med at nasse på samfundet. Få dig dog et liv, hvor du ikke behøver at skabe overskrifter hver og hver anden dag i et forsøg på ikke at blive glemt. Du bliver ikke glemt – men spørgsmålet er, om ikke du skulle satse på at blive husket – for noget godt om muligt.

Godt nytår!

En stille morgentur får mig til at tænke, at Langeland og også Bagenkop har meget af det, jeg godt kan lide og har brug for.

Her er småt, men der mangler sådan set ikke noget. Her er ingen fancy cafeer eller butikker, men det er der jo heller ikke andre steder i disse tider, hvor det meste af landet er lukket. Vi klarer os med Brugsen, og så er det ligesom til en side.

Her er også stort, fordi der er så fantastisk en natur med hatbakker, stenede, smukke kystlinjer, små skove og plantager, sandstrande, stille og til tider frådende hav. Her er uvejr, og her er vejr.

Her er for det meste ret stille – faktisk er det mest naturen, der ‘larmer’ – det vil sige vinden suser i træerne, ænder og gæs på træk og rågekolonien, når den lander til aften på Fredsbjerg.

• 

• 

• 

• 

Her er fred og ro. Man kommer ned i tempo især mentalt, og det gamle ord ‘sysler’ får pludselig sin berettigelse. Der er mange ting, man kan, når man ikke skal men har muligheden.

Som at gå en stille morgentur og bare se på det, der nu er. Sjove huse, en smuk havn og ja, så den obligatoriske cykel med en grøn kasse på. Og så alt det, der ikke skal fotograferes, fordi man også skal være i luften, sanse vejret og nyde indtrykkene.

En anden syssel er at samle hulsten på stranden. Det er næsten et tag selv bord og utroligt afslappende og sjovt. De kan sættes på line og hænges op… og så er den dag ligesom gået.

• 

• 

• 

• 

• 

Mit gamle kamera er kommet frem igen. Jeg har ikke fotograferet længe. Kan egentlig godt lide det, men alt det med at redigere, beskære – det at gøre ‘noget’ ved billederne er ikke lige min stil. Jeg kan godt lide den rå, uredigerede stil. Jeg beskærer kun. Sådan er det. Men indrømmet, så kan jeg godt se, at billederne ind imellem har gavn af at blive kigget lidt efter!

Det er motivet, der interesserer mig. Jeg er en meget spontan fotograf. Jeg fotograferer bare og ser så, hvad der sker, og hvad der er kommet med hjem. Det er processen med motivet, jeg synes, er sjov.

Naturen er for så vidt taknemmelig at fotografere, når ambitionerne primært er at have en god oplevelse.

Nu er jeg så over julen blevet medlem af Danmarks Naturfredningsforening. Det ændrer ikke på min oplevelse af naturen, men det gør på en måde alligevel en forskel. Men mit forhold til det at fotografere er ikke ændret. Blot på den måde at formålet med dette indlæg er fotos og ikke så meget ord.

Julen nærmer sig med CORONA, nedlukning, gråvejr og fyldte gågader, fordi storcentrene er lukkede. Det beklager jeg ikke… om ikke andet giver det da en form for liv, og jeg har aldrig kunnet forstå det tillokkende i at gå inde og handle i en stor betonklods fuld af dårlig luft og larmende højtalere. Om det så er særligt klogt at stimle sammen i gader og stræder og butikker i disse CORONA tider, skal jeg ikke gøre mig klog på. Lidt underligt er det dog….

Og frisørerne klipper 12 timer om dagen, fordi de lukker i morgen. Troede at CORONA også smittede i weekenden, men sådan er der jo så meget (jeg ikke forstår)

Jeg forstår heller ikke helt julen og snakken om ensomhed – jo, selvfølgelig forstår jeg godt, hvad der menes, men jeg har aldrig kunnet se pointen i, at man ikke må være ensom juleaften men gerne resten af året! Man må ikke sidde alene juleaften men gerne de øvrige godt 360 dage i året. Er det mon ikke resten af året, problemet er størst? Det er lidt som det der med, at man tager så meget på mellem jul og nytår – nej, det er som bekendt mellem nytår og jul!

Og nej, jeg har ikke specielt lyst til at ødelægge den ‘gode’ julestemning, men jeg bliver bare så træt af, at en enkelt aften skal køres op på den måde.

Jeg synes selvfølgelig, at det er synd for de mennesker, der gerne vil være sammen med nogen juleaften men ikke kan eller har nogen at være sammen med… Men i mit hoved bliver det hele skruet op til ‘hjerternes fest’ – ‘det er her familien samles’ – ‘det er her, vi har brug for at være sammen’ etc. Og nej jeg er ikke enig.

Julen er også meget andet, som sjældent kommer frem: Det er tiden, hvor familien går hinanden på nerverne, hvor vold og druk hærger i nogle familier, hvor kontoen er kørt i bund for at leve op til juleræset, hvor skilsmisser næres, hvor forbrugs Danmark æder sig en pukkel til… Ja, det er ikke særligt hyggeligt men sandt!

Jeg har ikke til sinds at ødelægge den måske ‘gode’ julestemning. Jeg kunne bare godt ønske mig, at omsorgen for hinanden blev bredt ud over hele året.

Med ønsket om en stille og fredelig jul hver for sig eller sammen.

I dag er det 2 år siden, min svigermor, Agnes, døde. Hun ville her i november være blevet 100 år. Klaus og jeg var i Berlin og nåede heldigvis hjem. Jeg har sådan en ’underlig’ ide med at mindes mennesker, der har betydet meget for mig, på forskellige datoer. Som nu i dag den 18. april 2020. Midt i en underlig tid med Corona, som jeg glædes over, at fx min svigermor ikke oplever. Jeg tror egentlig ikke, at hun havde villet lade sig kyse af tilstanden. Som jeg tidligere har skrevet om på denne blog (indlæg 5. Maj 2019), har hun nok oplevet langt værre ting under 2. Verdenskrig. Men jeg er bange for, at hun ikke ville overleve sådan en omgang – hendes helbred og stædighed til trods.

Den 1. april 2020 var det 10 år siden, min egen mor døde. Hun ville være blevet 97 år i år. Jeg nåede også for 10 år siden hjem i god tid og havde et par dage sammen med min far og mor, inden hun blev indlagt på sygehuset og døde. Vi havde egentlig planlagt påsketur til Esbjerg nogle dage og også plejeorlov, men vi nåede ingen af delene. Også hun, tænker jeg, er blevet forskånet for meget. Hun var også ved godt helbred – bortset fra kræftsygdommen – og var både stædig og vedholdende.

Begge kvinder var glade for livet, og havde også et langt og godt liv, om end de nok levede det meget forskelligt. Det er ikke vigtigt i denne sammenhæng. Det væsentlige er, at det at fokusere på døden – det at mindes de 2 kvinder – er med til at sætte fokus på livet.

Det er godt at kunne mindes – og at have gode minder. Der dukker også dårlige minder op – sådan er livet også. Og jeg har det godt med at kunne huske både det gode og det mindre gode. Det giver mig fornemmelsen af ’levede liv’, som netop leves på godt og ondt.

Agnes’ oldebarn, Magnus, har sammen med sin morfar, Klaus, lavet en mindefilm. Jeg synes, det er en smuk tanke og ide, som Klaus fik – og jeg glæder mig over det samarbejde, de to har haft i forbindelse med at lave den lille film. Video og foto er en fælles interesse. Klaus er amatør, og en dygtig én af slagsen. Magnus er om ikke professionel, så i gang med at blive det.

Jeg synes, det er en smuk film – jeg synes, Magnus har gjort det fantastisk, men alt det må man selv bedømme. Jeg er jo ikke helt neutral og uvildig i denne sammenhæng.

Har nogen lyst at kigge filmen, kan den findes på YOUTUBE: https://youtu.be/PQgkQGy1VV4

Lad mig gøre det helt klart fra en start. Dette er en hæslig bog! Det kræver mod og overskud at læse den, og det foregår bedst i mindre bidder.
Lad mig også pointere, at det for mig er en nødvendig bog og et kæmpe stykke arbejde, som forfatteren Peter Langwithz Smith har udført. Jeg satte mig for at læse den, da den udkom – dels fordi jeg synes, at det for mig er næsten en pligt, og dels fordi forfatteren er esbjergenser og har en kæmpe viden på området. Read more “Dødens bolig…”

Den sætning faldt en dag, hvor jeg sammen med et medlem var til møde med en sagsbehandler på et jobcenter. En sagsbehandler, som jeg har et rigtigt godt og konstruktivt samarbejde med. Hun gør det, hun kan og skal… Read more “Det er sådan noget, foreninger gør….”

Bloggen har ligget stille meget længe. Sådan er det, når sygdom er hver mands herre og således også har været min i nogle måneder, hvor jeg ikke har været i humør eller i stand til at skrive. Den på ingen måder livstruende sygdom har alligevel været en kamp for en tålelig hverdag. I går kom en form for befrielse, fordi jeg kunne lunte/ gå en lille tur i skoven. For blot 2. gang i snart 4 måneder. Løb plejer at være en del af mit daglige liv og har været det igennem mange år. I min verden er jeg ikke rask, hvis jeg ikke kan løbe, og at kunne løbe betyder i høj grad også livskvalitet for mig. Så der er endnu et stykke vej…
Min kamp igennem de seneste måneder og den mindre befrielse fra sygdommens greb i går er ganske ubetydelige set i et større perspektiv. Read more “Blogmoster vågner op til kamp og befrielse.”

Så er julen forbi. Den har også varet længe! Sådan cirka i efterårsferien startede de første reklamer for julens komme, og inden længe var der både klejner og brunkager at få i flere forretninger. Vi havde knapt slået parasollen ned og sat grillen til side! Read more “Blogmoster ønsker Godt Nytår!”