Bloggen har ligget stille meget længe. Sådan er det, når sygdom er hver mands herre og således også har været min i nogle måneder, hvor jeg ikke har været i humør eller i stand til at skrive. Den på ingen måder livstruende sygdom har alligevel været en kamp for en tålelig hverdag. I går kom en form for befrielse, fordi jeg kunne lunte/ gå en lille tur i skoven. For blot 2. gang i snart 4 måneder. Løb plejer at være en del af mit daglige liv og har været det igennem mange år. I min verden er jeg ikke rask, hvis jeg ikke kan løbe, og at kunne løbe betyder i høj grad også livskvalitet for mig. Så der er endnu et stykke vej…
Min kamp igennem de seneste måneder og den mindre befrielse fra sygdommens greb i går er ganske ubetydelige set i et større perspektiv.
Det har lige været 1. maj – arbejdernes internationale kampdag – og i dag er det så 5. maj og dagen for Danmarks befrielse for 74 år siden. Der er tale om langt større forhold end at være svækket helbredsmæssigt.
Jeg ved ikke, hvor mange, der rent faktisk tænker på eller overvejer, hvad de to dage betyder eller har betydet. Nogle unge og måske også ældre ved ikke, hvad 1. maj er – udover en fridag – og Danmarks befrielse kan forståeligt nok også virke uvedkommende, hvis man ikke på en eller anden måde har nogen, der ligesom kan fortælle om den tid. Den mulighed svinder selvfølgelig jo yngre, man er – men jeg håber da, at det stadig er et emne, man berører i folkeskolen.
Strejke er et våben i arbejdskampen. Også det fænomen er ved at gå i glemmebogen. Men piloterne i SAS har den sidste uge gjort brug af dette våben i deres arbejdskamp for mere i løn og bedre arbejdsvilkår. Jeg kender ikke deres løn eller arbejdsforhold i detaljer – blot fra hvad der har været sagt og skrevet i pressen igennem den sidste tid. Jeg forstår, at de får i omegnen af 1 million kr. om året i gennemsnit – og at de må arbejde på lange vagter og med skiftende arbejdstider.
Der er mange i kongeriget Danmark, der har sådanne vilkår – altså et arbejde med lange og skiftende vagter og nogle gange også korte varsler. Jeg kunne nævne SOSU hjælpere/ assistenter, sygeplejersker, politibetjente, butiksansatte, kabinepersonalet – for blot at nævne nogle få. Forskellen er dog, at der nok ikke er nogen af disse faggrupper, der tjener 1 million om året i gennemsnit? Mit eget fag – socialrådgivning – er såmænd også kendetegnet ved lange dage, uforudsigelige dage, weekendarbejde mv. – uden at vi tjener omkring 1 million om året.
Jeg har tit tænkt, at piloterne må have en god fagforening, der er i stand til at forhandle – for mig at se – gode vilkår hjem. Godt for dem – og øv at vi andre ikke på samme måde værdsættes for vores arbejde.
Måske handler det også om, at man i vores samfund accepterer, at det indebærer et særligt ansvar at være fx pilot, og at det kræver stor sikkerhed, koncentration og nærvær? Eller er det angsten for at dø, hvis et fly falder ned? Der er mange liv, der på én gang går tabt i sådan en situation. Er det mon forklaringen på, at det er et særligt ansvar, en pilot har? Og som de skal belønnes særligt for?
Jeg har ofte undret mig over, hvordan det kan være, og hvorfor man som samfund accepterer, at andre faggrupper, der også har et stort ansvar for andre mennesker ikke respekteres eller belønnes på samme vis. Hvorfor er det ok, at dårlige arbejdsvilkår er med til at slå mennesker ihjel bare ganske langsomt? Hvorfor er det ok, at mennesker ikke får den behandling, de har brug for i sundhedsvæsenet eller i det sociale væsen, fordi der ikke er tid eller ressourcer eller fordi medarbejderne ikke kan hænge sammen på grund af for mange opgaver? Hvorfor er det ok, at mennesker ’dør langsomt’ på grund af blandt andet dårlige arbejdsvilkår? For sådan er det jo…
Mennesker med sygdom eller svære sociale problemer dør jo ind imellem langsomt, fordi de fagpersoner, der skal tage sig af dem, ikke har tid, ikke har ressourcer, ikke har ordentlige arbejdsvilkår. Jeg ved det fra mit arbejde i både Scleroseforeningen og i Børns Vilkår. Dertil kommer så en kompleks og ofte helt tåbelig lovgivning, men det er et kapitel for sig.
Det er ikke min hensigt at være specielt efter piloterne i denne blog, selvom jeg alligevel synes, de er lidt af nogle ’tudekiks’. Nu har de så fået en lønforhøjelse på ca. 100.000 kr. henover de næste 3 år. Det er da helt pænt eller hvad? Og så håber jeg selvfølgelig, at det er en saga blot, at de – som det for nogle år siden blev dokumenteret i en tv-udsendelse – drikker sig ’stang Bacardi’ om aftenen/ natten for så at flyve næste morgen. Jeg skal ikke kunne sige, om der var tale om SAS-piloter, men piloter var der helt sikkert tale om! Og det er i alle tilfælde usikkert at tænke på…
Min hensigt er at gøre opmærksom på, at der er nogle jobs eller fagområder, som er ’finere’ end andre. Det er der ikke den store nyhed i, men det bliver glemt! Der er nogle fagområder og dermed mennesker, som kan være klienter, patienter eller lignende, der ikke nyder den samme anerkendelse som andre. Det synes jeg er forkert! Derfor er 1. maj stadig vigtig. Derfor er der stadig meget at kæmpe for. Selv var jeg ikke i stand til at markere 1. maj, fordi jeg var på arbejde for Børns Vilkår. Det var ikke særligt solidarisk i forhold til arbejdskampen, men til gengæld var det solidarisk i forhold til et par børn, som havde brug for hjælp – også selv om det var på en ’fridag’.
Til sidst et par ord om 5. maj og befrielsen. Det tætteste, jeg kommer på 2. verdenskrig, er fortællinger om min morfar, der som mejerist måtte finde sig i, at tyskerne besatte hans mejeri. Det er lidt langt væk, fordi jeg aldrig nåede at møde min morfar, der døde ganske ung.
Tættere på er beretningerne fra mine svigerforældre, der begge var modstandsfolk. Min svigerfar måtte flygte til Sverige, og min svigermor kom i fængsel for sin modstandskamp. Begge overlevede de på bedste vis, tror jeg nok, selvom der vist er forhold, der ikke er blevet talt så meget om, fordi det havde sat dybe spor i sjælen.
Det har altid været med stor ydmyghed, at jeg har lyttet til fortællingerne om både deres frihedskamp og arbejdskamp. For de deltog i begge kampe. De har tydeligvis ofret meget – og dermed har de sammen med andre bidraget til, at vi i dag trods alt har bedre vilkår og større frihed, end de havde.
Gode vilkår og frihed kommer ikke af sig selv. Sådan kan det godt føles, når man ikke selv har været en del af kampen. Derfor er det vigtigt for unge som gamle at blive mindet om, at nogle mennesker har kæmpet for det, vi i dag nyder godt af.
Derfor er det stadig på sin plads at markere 1. maj, og derfor er det uendeligt vigtigt at mindes Danmarks Befrielse den 5. maj.