Kære Statsminister…

Kære Statsminister…

Jeg skriver til Dem, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg skriver i håb om at få et svar – ikke et autosvar – men et rigtigt svar. Jeg skriver også, fordi jeg ikke kan se mig selv i øjnene, hvis jeg ikke gør det. For det kunne jo være, at De slet ikke ved, hvor galt det ind imellem står til – og så har De jo ikke en chance.

Nu skal kontanthjælpsmodtagerne igen en tur rundt i ’vækst manegen’. Arbejdsgiverne mangler arbejdskraft, samfundet skal vækste (bare fordi det sådan uimodsagt i sig selv er godt at vækste, så det kræver ingen forklaring!!??), og der går nu en masse mennesker rundt, som lige pludselig er blevet raske og fri for deres problemer i øvrigt. De er ikke længere aktivitetsparate men nu jobparate. Sådan lige over natten!

Derfor toner Troels Lund Poulsen frem på skærmen som så ofte før og meddeler, at nu skal der strammes op! Javel så…

Det tænker jeg også tit – både som borger og som socialrådgiver, men vi er nok ikke helt enige om, hvor der skal strammes op.

Fx har jeg lige nu en klient, der har en alvorlig, kronisk lidelse. Han har arbejdet altid og klaret sig selv, men blev syg og måtte sygemeldes, blev afskediget og er så efterhånden landet på kontanthjælp. Han syntes ikke, det var til at holde ud at sidde derhjemme og lave ingenting, så han fik lov til (af kommunen) at gå til nogle timers undervisning blandt andet i dansk, fordi han har døjet med ordblindhed. Han kæmper en kamp for at komme afsted og for at klare dagen – lidelsen gør, at han blandt andet næsten ikke kan slæbe sig afsted, hvorfor han går med rollator, han har mange og konstante smerter og bliver uendeligt træt både mentalt og fysisk grundet sin lidelse.

Jeg kommer ind i sagen, fordi min klient nu har fået meddelelse om, at han de næste par måneder godt og vel skal være noget så fint som selvforsørgende! Han har nemlig i sin tid gjort det dengang kloge men nu dumme at etablere en privat kapitalpension, hvor der står et beløb, som en driftig politiker sikkert ville kunne bruge på en uges tid eller mindre.

Han har gjort det, som De, kære statsminister, opfordrer til – nemlig SELV at være med til at spare op til sin alderdom og pensionisttilværelse. Nu er det bare sådan, at der lige er en lille bekendtgørelse fra 2017, der kort fortalt siger, at det kan man da ikke have, så den skal opsiges, og selvom man trækker fra og lægger til, betyder det så i det aktuelle tilfælde, at en mand, der gør alt, hvad han kan for at komme videre, skal belønnes med at måtte opsige sin kapitalpension – og i den sammenhæng så også lige aflevere en afgift på 20% til STATEN for ophævelse i utide! Det giver så meget mening – eller kan De se komikken, kære statsminister?

Troels Lund Poulsen har gang på gang ytret, at kontanthjælp er en korttidsydelse. Ja tak. Det er jeg sådan set med på. Nu er det bare sådan i det her tilfælde, at kommunen absolut intet har foretaget sig igennem det seneste år. Intet. Jeg gentager intet.

Se – det er jo her, jeg meget gerne ser en opstramning! Min klient og jeg beder om et møde for at få en plan for den fremtidige (beskæftigelses) situation – og sørme om kommunen så ikke kommer i tanke om, at det kunne være en ide med en arbejdspraktik? Joh, det kan da godt være. Lige nu tænker vi så ressourceforløb, fordi der er så mange helbreds – og sundhedsmæssige udfordringer, der skal tackles – men meget gerne med en afprøvning af arbejdsevnen som resultat. Fordi min klient MEGET GERNE VIL LAVE NOGET! Han kan bare ikke lige pt. Han bliver ikke ramt af den mirakelkur, der gør ham jobparat over natten. Desværre.

Kommunen er nu kommet så langt, at de godt kan se, at vi har en plan. Nu er der så bare det, at der er 3 måneder til, at sagen kan komme på det møde, der kan hjælpe min klient videre. Så helt belejligt falder det så sådan ud, at han stadig skal opsige sin kapitalpension og være selvforsørgende indtil september, hvor man så har truffet en beslutning. Forhåbentligt. For man kan aldrig love noget.

Se alt det her – det kunne man have taget hånd om for længe siden. Her kunne der godt strammes op.  Det piner og nager mig i den grad, at en mand som min klient på den måde skal straffes for at blive syg og straffes for at gøre det, I siger, han skal – nemlig selv spare op. For jeg synes, han bliver straffet. Han betaler en helt urimelig pris!

Og det bliver også lidt svært at se på, at Deres ministre toner frem gang på gang og meddeler, at rebet skal strammes… endnu engang. Især overfor de svageste i vores samfund.

Det bliver svært, når man samtidig skal se på, at en minister ’kan sige sit job op’, fordi han ikke er sulten mere! Næh. Det bliver han nok heller ikke med 1.8 millioner i eftervederlag? Er det ikke selvforskyldt ledighed? Hvorfor skal man ikke klare sig selv og have karantæne i sådan en situation? Lige nu sidder de kloge på P1 og drøfter karantæne udvidelse fra 3 til 6 uger – og en fra erhvervslivet belærer om, at kan man ikke lide sit job, så må man jo søge et andet, mens man er i arbejde – ellers er det da helt rimeligt med karantæne. Øh… ja, men der er bare forskel på folk… forstås.

Social ulighed er godt… mener nogle af Deres ministre. Det er et sundhedstegn og skaber dynamik i samfundet! Og det her er da social ulighed i højeste potens. Jeg kan hverken se sundheden, dynamikken eller komikken!! Hvad det gør godt for – ja, det ved jeg ikke. Og jo jeg ved jo godt, at man er sig selv nærmest – også selvom man er politiker, der ligefrem synes, at man ’tjener folket’! Jeg må så bare meddele, at det til tider er nogle meget dyre tjenester, de gør folket!

Og jeg forstår kun social ulighed som et gode for dem, som har rigeligt i forvejen og aldrig har prøvet at lide nød! Men måske De kan forklare mig, hvordan det hænger sammen? For jeg forstår det simpelthen ikke!

Vi lever i en tid, hvor alting måles i vækst, om det kan betale sig, om det øger omsætningen, om det øger forbruget og velstanden.

Min klient troede, at det kunne ’betale sig’ at spare op til sin alderdom. Det kunne det så ikke.

Min klient vil gerne være med til at ’omsætte’ og yde sit til samfundet. Lige nu kan han så ikke.

Jeg ved faktisk ikke, om min klient har lyst til at øge sit forbrug? Jeg ved, at det ikke er en mulighed i den nuværende situation.

Jeg ved heller ikke, om han har ønsker om øget velstand? Han er nemlig et meget beskedent menneske.

 

God sommerferie, kære Statsminister!