Julen nærmer sig med CORONA, nedlukning, gråvejr og fyldte gågader, fordi storcentrene er lukkede. Det beklager jeg ikke… om ikke andet giver det da en form for liv, og jeg har aldrig kunnet forstå det tillokkende i at gå inde og handle i en stor betonklods fuld af dårlig luft og larmende højtalere. Om det så er særligt klogt at stimle sammen i gader og stræder og butikker i disse CORONA tider, skal jeg ikke gøre mig klog på. Lidt underligt er det dog….

Og frisørerne klipper 12 timer om dagen, fordi de lukker i morgen. Troede at CORONA også smittede i weekenden, men sådan er der jo så meget (jeg ikke forstår)

Jeg forstår heller ikke helt julen og snakken om ensomhed – jo, selvfølgelig forstår jeg godt, hvad der menes, men jeg har aldrig kunnet se pointen i, at man ikke må være ensom juleaften men gerne resten af året! Man må ikke sidde alene juleaften men gerne de øvrige godt 360 dage i året. Er det mon ikke resten af året, problemet er størst? Det er lidt som det der med, at man tager så meget på mellem jul og nytår – nej, det er som bekendt mellem nytår og jul!

Og nej, jeg har ikke specielt lyst til at ødelægge den ‘gode’ julestemning, men jeg bliver bare så træt af, at en enkelt aften skal køres op på den måde.

Jeg synes selvfølgelig, at det er synd for de mennesker, der gerne vil være sammen med nogen juleaften men ikke kan eller har nogen at være sammen med… Men i mit hoved bliver det hele skruet op til ‘hjerternes fest’ – ‘det er her familien samles’ – ‘det er her, vi har brug for at være sammen’ etc. Og nej jeg er ikke enig.

Julen er også meget andet, som sjældent kommer frem: Det er tiden, hvor familien går hinanden på nerverne, hvor vold og druk hærger i nogle familier, hvor kontoen er kørt i bund for at leve op til juleræset, hvor skilsmisser næres, hvor forbrugs Danmark æder sig en pukkel til… Ja, det er ikke særligt hyggeligt men sandt!

Jeg har ikke til sinds at ødelægge den måske ‘gode’ julestemning. Jeg kunne bare godt ønske mig, at omsorgen for hinanden blev bredt ud over hele året.

Med ønsket om en stille og fredelig jul hver for sig eller sammen.

I dag er det 2 år siden, min svigermor, Agnes, døde. Hun ville her i november være blevet 100 år. Klaus og jeg var i Berlin og nåede heldigvis hjem. Jeg har sådan en ’underlig’ ide med at mindes mennesker, der har betydet meget for mig, på forskellige datoer. Som nu i dag den 18. april 2020. Midt i en underlig tid med Corona, som jeg glædes over, at fx min svigermor ikke oplever. Jeg tror egentlig ikke, at hun havde villet lade sig kyse af tilstanden. Som jeg tidligere har skrevet om på denne blog (indlæg 5. Maj 2019), har hun nok oplevet langt værre ting under 2. Verdenskrig. Men jeg er bange for, at hun ikke ville overleve sådan en omgang – hendes helbred og stædighed til trods.

Den 1. april 2020 var det 10 år siden, min egen mor døde. Hun ville være blevet 97 år i år. Jeg nåede også for 10 år siden hjem i god tid og havde et par dage sammen med min far og mor, inden hun blev indlagt på sygehuset og døde. Vi havde egentlig planlagt påsketur til Esbjerg nogle dage og også plejeorlov, men vi nåede ingen af delene. Også hun, tænker jeg, er blevet forskånet for meget. Hun var også ved godt helbred – bortset fra kræftsygdommen – og var både stædig og vedholdende.

Begge kvinder var glade for livet, og havde også et langt og godt liv, om end de nok levede det meget forskelligt. Det er ikke vigtigt i denne sammenhæng. Det væsentlige er, at det at fokusere på døden – det at mindes de 2 kvinder – er med til at sætte fokus på livet.

Det er godt at kunne mindes – og at have gode minder. Der dukker også dårlige minder op – sådan er livet også. Og jeg har det godt med at kunne huske både det gode og det mindre gode. Det giver mig fornemmelsen af ’levede liv’, som netop leves på godt og ondt.

Agnes’ oldebarn, Magnus, har sammen med sin morfar, Klaus, lavet en mindefilm. Jeg synes, det er en smuk tanke og ide, som Klaus fik – og jeg glæder mig over det samarbejde, de to har haft i forbindelse med at lave den lille film. Video og foto er en fælles interesse. Klaus er amatør, og en dygtig én af slagsen. Magnus er om ikke professionel, så i gang med at blive det.

Jeg synes, det er en smuk film – jeg synes, Magnus har gjort det fantastisk, men alt det må man selv bedømme. Jeg er jo ikke helt neutral og uvildig i denne sammenhæng.

Har nogen lyst at kigge filmen, kan den findes på YOUTUBE: https://youtu.be/PQgkQGy1VV4

Lad mig gøre det helt klart fra en start. Dette er en hæslig bog! Det kræver mod og overskud at læse den, og det foregår bedst i mindre bidder.
Lad mig også pointere, at det for mig er en nødvendig bog og et kæmpe stykke arbejde, som forfatteren Peter Langwithz Smith har udført. Jeg satte mig for at læse den, da den udkom – dels fordi jeg synes, at det for mig er næsten en pligt, og dels fordi forfatteren er esbjergenser og har en kæmpe viden på området. Read more “Dødens bolig…”

Den sætning faldt en dag, hvor jeg sammen med et medlem var til møde med en sagsbehandler på et jobcenter. En sagsbehandler, som jeg har et rigtigt godt og konstruktivt samarbejde med. Hun gør det, hun kan og skal… Read more “Det er sådan noget, foreninger gør….”

Bloggen har ligget stille meget længe. Sådan er det, når sygdom er hver mands herre og således også har været min i nogle måneder, hvor jeg ikke har været i humør eller i stand til at skrive. Den på ingen måder livstruende sygdom har alligevel været en kamp for en tålelig hverdag. I går kom en form for befrielse, fordi jeg kunne lunte/ gå en lille tur i skoven. For blot 2. gang i snart 4 måneder. Løb plejer at være en del af mit daglige liv og har været det igennem mange år. I min verden er jeg ikke rask, hvis jeg ikke kan løbe, og at kunne løbe betyder i høj grad også livskvalitet for mig. Så der er endnu et stykke vej…
Min kamp igennem de seneste måneder og den mindre befrielse fra sygdommens greb i går er ganske ubetydelige set i et større perspektiv. Read more “Blogmoster vågner op til kamp og befrielse.”

Så er julen forbi. Den har også varet længe! Sådan cirka i efterårsferien startede de første reklamer for julens komme, og inden længe var der både klejner og brunkager at få i flere forretninger. Vi havde knapt slået parasollen ned og sat grillen til side! Read more “Blogmoster ønsker Godt Nytår!”

Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.

Sådan lyder digtet af Henrik Nordbrandt fra digtsamlingen Håndens skælven i november fra 1986.
I bogen ’’Året har 16 måneder – Nordbrandts almanak’’ af Jens Winther, bliver Henrik Nordbrandt spurgt, hvad det er, der gør, at november er så forfærdelig, at den måned skal hænges så grundigt ud?
Han svarer: ’’Det er, fordi den er så mørk. Det er egentlig meget logisk. Det er den mørkeste af alle måneder. December er endnu mørkere, men i december er det tæt på, at det vender. I november er der stadig et godt stykke tid til, det vender. Det er derfor, den måned er så håbløs. Tiden er så lang i november. ’’
Henrik Nordbrandt er ikke mørkets mand, må man sige – og de fleste elsker også, når det bliver lyst og dagene længes… Read more “Årets gang… og tanker om tid”

I sidste blogindlæg om TILOS skrev jeg om Troværdig turisme, Idealisme og Independens samt Langsomhed. Denne gang skal de handle om ’OS’ nemlig Overvældende natur samt Stilhed og Simple Living. Read more “TILOS til os…”

TILOS har igen taget os med storm – ikke den lovede storm med kaskader af regn, som helt udeblev – men bare sådan ved at være til uden at have forandret sig ret meget. Ind imellem er stilstand af det gode især i en verden, hvor det hele tiden ureflekteret og uimodsagt handler om ikke at kunne stoppe udviklingen, at være med på vognen, at være fremme i skoene, at vækste eller hvad der nu eller er af ’lyksaligheder’ i vores samfund.

Så da jeg fandt en T-shirt med teksten: I don´t need therapy – I just need to go to Tilos! – ja, så var dette blogindlæg ligesom født og startet i tankerne. For på sådan sin helt egen måde er det terapi for både krop og sjæl at være på denne lille ø på størrelse med Fanø. Det fik mig i en stille stund i en af liggestolene med vandets stille skvulpen som eneste lyd til at tænke på, hvad TILOS er for mig? Read more “TILOS til os…”