Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.
Sådan lyder digtet af Henrik Nordbrandt fra digtsamlingen Håndens skælven i november fra 1986.
I bogen ’’Året har 16 måneder – Nordbrandts almanak’’ af Jens Winther, bliver Henrik Nordbrandt spurgt, hvad det er, der gør, at november er så forfærdelig, at den måned skal hænges så grundigt ud?
Han svarer: ’’Det er, fordi den er så mørk. Det er egentlig meget logisk. Det er den mørkeste af alle måneder. December er endnu mørkere, men i december er det tæt på, at det vender. I november er der stadig et godt stykke tid til, det vender. Det er derfor, den måned er så håbløs. Tiden er så lang i november. ’’
Henrik Nordbrandt er ikke mørkets mand, må man sige – og de fleste elsker også, når det bliver lyst og dagene længes…
Mit digt ville nok lyde:
Året har 16 måneder: Marts
april, maj, juni, juli, august
september, oktober, november, december, januar
Februar, marts, marts, marts, marts.
Og hvorfor er det så lige marts, der skal hænges ud? Jo, jeg kunne såmænd også godt tage april med – i hvert fald nogle år.
Det er, fordi marts er så lys. Det er ikke den lyseste måned, men det er dér, ’’sommertiden’’ starter, og tidsfornemmelsen går af lave. For mig giver lyset i sig selv ingen mening eller glæde, når der samtidigt er hundekoldt. Og det er der ofte i både marts og april. Tiden er så lang i marts. Det er derfor, den måned er så håbløs.
Lys hænger for mig sammen med at kunne være ude. Sidde ude. Ligge ude. Sove ude. Uden at skulle fryse og uden at skulle være pakket ind i masser af tøj.
Jeg læste engang til min store glæde, at det ikke er unaturligt, at nogle bliver lidt smådeprimerede om foråret, fordi lyset på en måde forpligter til: glæde, aktiviteter, forventninger, alle andre bliver i godt humør etc.
Jeg har altid følt mig lidt alene, når jeg syntes, at forårets komme var lidt af en pest. Det er meget mere ’naturligt’ eller i hvert fald acceptabelt eller forståeligt for de fleste, at efterårs/ vinterdepressionen sætter ind, når dagene bliver korte og mørke.
Så jeg er nok mørkets kvinde. Jeg elsker, når vintertid eller rettere normaltid igen indføres i oktober. Jeg elsker, når dagen går på hæld allerede ved 16 eller 17 tiden. Mørke er for mig lig med ’’tændte lys i stager’’, som Pia Raug synger; det er lig med hygge, varm kakao og en god bog. Roen falder så godt over én sammen med mørket. Jeg elsker at sidde som nu på mit kontor og skrive, mens der er helt mørkt udenfor. Jeg synes ikke, at mørket ’forpligter’ på samme måde som lyset. Og måske er det blandt andet derfor, jeg bliver så fortravlet og træt ja næsten stresset i de lyse måneder, fordi lys i mit hoved er lig med aktivitet. Jeg har så svært ved at lave ingenting, når det er lyst og koldt.
Ikke når det er lyst og varmt. Men alligevel elsker jeg de mørke aftener sydpå om sommeren, som de fleste elsker de lyse aftener herhjemme om sommeren.
Sådan er vi så forskellige… og egentlig godt for det.
Tid er noget underligt noget. Især når vi som mennesker også vil til at lave om på den. Jeg er helt og aldeles modstander af den såkaldte sommertid og vintertid. Jeg synes ikke, det er noget, man skal pille ved. Vi stiller jo heller ikke månederne frem eller tilbage, så Henrik Nordbrandt kan undgå november og jeg selv marts og april. Tiden er vel, som den er? Der bliver hverken mere eller mindre sommer/ vinter af at stille rundt på urene. Det forvirrer højst – i hvert fald i min optik. Jeg ved godt, at det vist var noget med at spare på lyset? Men den elektricitet man så ikke bruger om aftenen, bruger man vel så om morgenen – eller?
Måske skulle vi som samfund hellere gå lidt mere op i, hvordan vi bruger tiden? I stedet for at spare på den, optimere den, slå den ihjel, få den til at gå – hurtigt eller langsomt.
Jeg var for nogle år siden meget fascineret af bogen: ’’Ti tanker om tid. Til dig der har alt – undtagen tid’’ af Bodil Jönsson. Hun skriver blandt andet, at tid er det eneste, du har. Og det kan man selvfølgelig godt blive provokeret af i en ’tid’, hvor alle ikke har tid, har for lidt tid, ikke kan få tiden til at slå til etc.
Hun fortæller en lille historie: ’’Der er sikkert mange grunde til at jeg husker farmor så godt, men lige nu tænker jeg især på én; Min farmor havde altid tid nok. Målt med vores standarder havde hun ikke plads nok, til tider måske ikke mad nok, varme nok, lys nok. Men der var aldrig knapt med tid. Det føltes ikke sådan for hende; hun så ikke livet på den måde’’
Bort set fra det med lys og mørke har jeg også altid følt mig lidt underlig/ anderledes i forhold til det med tid. Jeg har egentligt altid syntes, at jeg havde tid nok – både arbejdsmæssigt og privat. Selvfølgelig har jeg travlt ind imellem og nogle gange meget travlt, men på en eller anden måde synes jeg for det meste, at jeg har tid nok…
Som ung socialrådgiver skulle jeg ikke nyde noget af at sige, at jeg havde tid nok, for det var det samme som at sige, at jeg ikke lavede noget. Det var in at have travlt – og det er det vel stadigvæk. Nu er jeg vel – her 35 år senere – blevet lidt modigere, men det sidder stadig i mig, at det er godt/ rigtigt/ betydningsfuldt/ vigtigt at have travlt og det modsatte at have tid.
Jeg forsøger at give mig tid – nogen gange tager jeg tid fra et til noget andet – det vil sige, jeg forsøger at prioritere og vælge. De, der har læst tidligere blogindlæg, vil vide, at det med valg er noget, der optager mig. Således også i forhold til tid.
Jeg synes også, man her har et valg. Man kan leve sit liv under parolen ’’Jeg har ikke tid nok’’ – eller måske kan man lige så godt sige til sig selv, at ’’tid er det eneste, jeg har’’
Jeg har valgt det sidste. Tiden er mig givet… det er mit ansvar, hvordan jeg bruger den. Jeg må få det bedste ud af lyset, og andre kan måske også lære at bruge mørket til noget godt.
Og så må Henrik Nordbrandt leve med november, og jeg må leve med marts.
