… ikke af at være socialrådgiver, heller ikke af at arbejde som socialrådgiver, men der er dage, hvor jeg ikke kan holde mødet med ’inkompetencernes og langsommelighedens tyranni’ ud.
Jeg bliver så umådeligt træt af systemerne – af at vente – af at skulle kæmpe for noget, der burde være lige til – af den apati, der ind imellem rammer organisationer og systemer – af ufrivilligt at blive en del af de svigt, der foregår både i forhold til de voksne og de børn/ unge, som jeg beskæftiger mig med.
For jeg synes, at jeg bliver en del af det. Jeg synes, det er mig, der døjer med samvittigheden og nattesøvnen, selvom jeg ikke har magt, som jeg har agt. Det er fordelen og ind imellem bestemt også ulempen ved at være socialrådgiver uden magt, beslutningskompetence og uden en økonomi at gøre godt med.
For det er for opslidende ikke at kunne bestemme! At være afhængig af andre. At skulle snakke og snakke, uden at der sker noget. Det kan opleves sådan, som mange klienter må opleve det, at det hele tiden er andre, der skal bestemme over én og træffe beslutninger om ens ve og vel. Jeg er ikke klient og har for så vidt mit på det tørre, men det har jeg ikke altid moralsk, samvittighedsmæssigt, fagligt, menneskeligt…
Jeg har været socialrådgiver i omegnen af 35 år – og måske ’sætter det sig’ mere, end man lige regner med? Jeg ved det ikke helt, men jeg ved, at det ikke er blevet lettere må alle årene. I de fleste af mine stillinger har der altid været adgang til supervision, videreuddannelse, faglig og personlig udvikling.
Men en dag som i dag føles det ikke helt tilstrækkeligt. Jeg føler mere og mere, at jeg afvikler – at snakken går og går, og så er jeg egentlig lige vidt. I de mørke stunder tænker jeg, at det sociale arbejde ikke har rykket sig en meter igennem de 35 år, hvor jeg har været med. Det er selvfølgelig ikke helt sandt. Men det er blevet meget komplekst, som er et af de ord, der er oppe i tiden, og som samtidig kan sætte alt i stå!
Tja, nogen gange bliver det meget komplekst, fordi tiden bare går og går.
Jeg er ikke det mest tålmodige menneske i verden. Så meget selvindsigt har jeg da. Til gengæld er der nogle af de mennesker og systemer, som jeg til tider er afhængig af, der har en meget langstrakt tålmodighed. Det kan ind imellem tage måneder at få adgang til et af de møder, der er afgørende for ens – læs: klientens fremtid. Ikke min! Det kan tage måneder at få en afgørelse, der er afgørende for klientens fremtid. Det kan tage måneder at få forhold – komplekse forstås – beskrevet… Ja bare det at komme igennem på telefonen kan være en meget kompleks størrelse.
Der er dage, hvor jeg bliver så uendelig træt, ked af det, frustreret, mismodig, vred, gal og rasende. Det er dage, hvor det er godt at have hjemmearbejdsplads, så jeg ikke overfalder alt og alle, der måtte komme forbi. Men telefonen er opfundet…
Så er der de dage, hvor jeg har mest lyst til at kaste håndklædet i ringen, til at give helt op. De dage er de værste, fordi jeg bliver så meget i tvivl om, det hele nytter noget – om det er det værd – om det kun er ét stort rollespil, jeg deltager i – om jeg ikke lige så godt kunne stoppe på arbejdsmarkedet og gå ’på pension’?
De dage er de værste, fordi jeg elsker at arbejde – også som socialrådgiver. Men det kan ganske enkelt blive for u-menneskeligt – ja, måske ligefrem komplekst!