FRA SOCIALRÅDGIVER TIL SAGSBEHANDLER…DEL 1.
- Et fag under udvikling eller afvikling?
Da jeg for mere end 3 årtier færdiggjorde min uddannelse var jeg socialrådgiver, og det er jeg for så vidt stadigvæk… i hvert fald i min sjæl.
Dengang var en sagsbehandler for det meste en kommunalt uddannet person, der arbejdede med administrative opgaver. Det kunne fx være boligsikring, børneydelser og lignende.
Jeg har altid været glad for at være socialrådgiver – stolt er nok lige at tage munden for fuld. Jeg har også altid syntes, at socialrådgiverfaget var noget ganske særligt – og det synes jeg stadig, det er, om end det nok nu mere for mig er en teoretisk betragtning. Det vil sige, at jeg synes, at faget stadigvæk kunne være ganske unikt, men at praksis ind imellem viser noget andet.
Og det er her jeg stiller mig selv spørgsmålet, om socialrådgiver faget er under udvikling eller afvikling?
For mig har det at være socialrådgiver altid været et håndværk med en rimeligt/ godt teoretisk fundament. I sin tid gik vi på to ben, men jeg synes, at der efterhånden har sneget sig en halten ind? Måske fordi praksis/ lovgivere/ systemerne/ samfundsudviklingen etc. har gjort os til sagsbehandlere i stedet for socialrådgivere?
Jeg tror, at vi som fag har været eller følt os en smule underlegne i og med, at vi var/ er generalister, der ved sådan lidt af hvert. Lidt jura, lidt psykologi, lidt sociologi, lidt økonomi, lidt om samfundsforhold etc. Vi er både noget og ingenting i den kontekst – og det er så det, der bliver til en socialrådgiver.
Det er altid godt at vide meget, at have et godt teoretisk fundament, at kunne finde teoretisk belæg for sine handlinger etc. Men noget af det centrale i socialrådgiverfaget er for mig at være i stand til at omsætte viden og teorier til praktisk handling i samarbejde og samspil med klienterne. Og ja, jeg er også så gammel, at jeg ikke synes, der er noget galt med ordet klient, men til gengæld bryder jeg mig ikke om alle forklædningerne så som: bruger, borger, kunde etc.
Det unikke ved faget er, at vi ikke kun tager os af det materielle – altså økonomi for at gøre det kort – og heller ikke udelukkende behandler klienterne med samtaler, men at vi forsøger at komme hele vejen rundt.
Min holdning har altid været, at man ikke kan lave terapi med én, som ikke har mad eller tag over hovedet! Der er nogle grundlæggende behov, der skal være opfyldt for at man er i stand til at udvikle sig og skabe forandringer.
Så det er socialrådgiverens to ben – det ressourcefremskaffende og menneskebehandlende…
Eller som det skrives i en bog fra min studietid: ’Social (be) handling. Teori og metode i socialt arbejde af Lis Hillgaard og Lis Keiser:
’Vort mål er derfor at medvirket til at give socialarbejdere styrke og tro på, at de ved at bidrage til at afhjælpe problemer i den materielle basis hos personer ramt af sociale problemer, i deres formidling medvirker til at den, der er ramt af problemet, får en større erkendelse af sin sociale virkelighed og udfra denne erkendelse bliver i stand til at frigøre energi og udvide sine handlemuligheder. ’
Så sidder jeg her og læser, at Lis Hillgaard er død i december 2017 – 89 år gammel. I et mindeord fremgår det, at Lis Hillgaard i et interview opsummerede sit arbejde på følgende måde:
’Konklusionen på mit livs virke er, at det smukkeste arbejde sker, når man kan koble materiel hjælp og engageret menneskelig hjælp sammen. Hvis man både kan anvise folk en vej ud af et problem og skabe den kontakt, der fører til fornyet håb og styrke, så de kommer videre. Så har man gjort det godt. Men jeg ved godt, at det er svært. ’
Smukkere og klarere kan det næsten ikke forklares, hvad kernen i socialrådgiverarbejdet er – eller burde være?
To be continued…