Den 1. januar 2023 var jeg så heldig at lande en fast deltidsstilling i Kræftrådgivningen i Aabenraa, hvor jeg igennem snart 2 år har arbejdet som timelønnet.

Jeg har været der før, ikke i Kræftrådgivningen i Aabenraa, men i Kræftens Bekæmpelse – og det har været som at komme hjem fagligt – men også personligt og kollegialt, har det vist sig 🙂

At komme hjem rent fagligt som socialrådgiver betyder for mig, at jeg kan få alle mine kompetencer i brug og blive udfordret maksimalt – som i maksimalt – både personligt, fagligt og eksistentielt.

Jeg har været socialrådgiver i snart 40 år og har måske dermed en anden uddannelsesbaggrund end det er tilfældet nu om stunder?

I min tid som studerende var nogle af udgangspunkterne blandt andet:

• At man som socialrådgiver går på ’2 ben’ – det ’ressourcefremskaffende ben’ og det ’menneske behandlende ben’ (jeg har i et tidligere blogindlæg – Fra socialrådgiver til sagsbehandler – skrevet mere om disse ben.)
• Helhedssyn – et begreb, der dengang blev diskuteret livligt, blandt andet fordi mange forskellige faggrupper hævdede at have patent på at være helhedsorienteret. I dag er det et begreb, jeg næsten aldrig støder på hverken i skrift eller i virkeligheden!
• Teorier og metoder i socialt arbejde – hovedfaget, som vist siden har skiftet navn og sikkert også indhold flere gange.
• Sorg og krise samt familiebehandling var også en væsentlig del af studiet.
• Og mange andre områder …

Kræft rådgivning.

Når jeg oplever at være kommet hjem som socialrådgiver er det fordi, rådgivning af kræftpatienter, pårørende og efterlevende i høj grad bringer de ovennævnte punkter – og mange andre – i spil.

Jeg får lov til at gå på begge ben i og med, at jeg hjælper med forskellige socialretslige/ økonomiske/ praktiske forhold, men i høj grad også har samtaler med de nævnte målgrupper.

Samtaler om at håndtere en livstruende sygdom, behandling, senfølger, arbejde, familie, ægteskab, børnene, værdier og prioriteringer i livet – og måske i sidste ende det at skulle se døden i øjnene.

Alle de eksistentielle udfordringer, livet giver på godt og ondt. Det er så berigende og så livgivende, om end det kan lyde mærkeligt.

Jeg får dermed også mulighed for at komme ’hele vejen rundt’ – at arbejde helhedsorienteret, fordi jeg får indblik i mange forskellige aspekter af et menneskes liv – og jeg skal agere i forhold til disse.

Det er rart at få lov til både at se, høre og arbejde med det hele menneske, et par eller en familie.

Der er højt til loftet i forhold til anvendelse af metoder, hvilket for mig også er essentielt som socialrådgiver. Jeg har muligheden for individuelle samtaler eller samtaler med par og familier, ligesom jeg har muligheden for at arbejde med gruppemetoder og undervisning/ psyko-edukation.

Når man arbejder med kræftpatienter, kommer man også ofte i kontakt med pårørende og efterlevende. Sorg er en væsentlig del af at være kræftpatient, fordi sygdommen kan være forbundet med rigtigt mange tab.  Det samme er ofte gældende for den pårørende, fordi hans eller hendes liv også forandres/ påvirkes – og vil være forbundet med tab.

Den ultimative sorg er vel at miste én, man holder af/ elsker. Så efterlevende og deres sorg er også en væsentlig del af arbejdet i Kræftrådgivningen. Det er på alle måder eksistentielt udfordrende arbejde! Det er krævende, udfordrende, hårdt men ikke mindst livgivende og i den grad meningsfuldt.

Det er her – i arbejdet med kræftpatienter, pårørende og efterlevende og deres hele liv – jeg føler mig hjemme.

Kræftrådgivningen og kolleger.

Jeg har igennem mange år haft hjemmearbejdsplads og elsket det!

De første gange jeg kom i Kræftrådgivningen i Aabenraa, mærkede jeg, hvor dejligt det var at kunne gå ind i et rart og smagfuldt indrettet samtalerum. De fysiske rammer betyder meget – og det er unægtelig noget andet end at sidde i et lidt tilfældigt indrettet lokale på et Jobcenter eller et lignende sted.

Så det at opleve ’rum til samtale’ var en god fornemmelse, som jeg helt havde glemt betydningen af. Det betyder uendeligt meget, når man er i en sårbar situation og måske også har det fysisk dårligt, at man kan sidde i en god stol eller sofa, at man bliver budt på en kop kaffe eller te – at man bliver taget imod.

For mig som rådgiver er det også af stor betydning at kunne møde patienter og pårørende på den måde og i de omgivelser. At der til samtalegrupperne er lavet kaffe og te – at der er bagt kage eller boller – at der er sat en blomst på bordet. Måske små ting i det store hele, men det betyder noget!

Her spiller også de frivillige i Kræftrådgivningen en stor rolle – både dem, der er værtsfrivillige og dem, der giver en hånd med, når der skal bages eller pyntes lidt.

Så også det tætte samarbejde med frivillige er en gave, jeg har fået igen, fordi jeg i tidligere jobs har arbejdet tæt sammen med frivillige på forskellig vis.

Jeg har aldrig haft det store sociale behov i forbindelse med arbejde. Nok fordi jeg i bund og grund kommer på arbejde for at arbejde! Så kaffepauser og faste frokosttider har aldrig været mit behov. Derfor har jeg også befundet mig noget så godt med at arbejde hjemme.

Jeg elsker stadig at arbejde hjemme – det er hamrende effektivt og frit – men jeg har også fået øjnene op for, hvad mine kolleger betyder for mig!

At blive mødt med et: ’Hej, hvor er det dejligt at se dig’ – gør da, at dagen starter ekstra godt. En seddel med ’Tak for din indsats i dag – godt at se dig’ – gør da, at jeg kører træt men også glad hjem. Igen små ting i det store hele, men det betyder noget!

Jeg vil heller ikke underkende, at det er et udfordrende felt at være i som menneske. Derfor er kolleger, sparring og supervision sammen med kolleger et klart ’must’. At vi drager omsorg for hinanden både fagligt og personligt er en nødvendighed, hvis vi dag efter dag skal yde vores bedste.

Og omsorgen, anerkendelsen, interessen er stor i vores hus!

Så jeg er kommet hjem som den socialrådgiver, jeg er og ønsker at være fagligt.

Jeg er også kommet ’hjem’ til Kræftrådgivningen i Aabenraa. Stedets DNA matcher bare mit DNA.

Det er meget nemt at være og være sig selv i Kræftrådgivningen.

Den eneste ’ulempe’ er, at Aabenraa ligger så langt væk 🙂 Men de mange timer i bilen er det værd!