Dette blogindlæg har været undervejs længe, og i går fandt jeg den sidste inspiration til at få det til at blive til virkelighed.

Jeg genlæste bogen ’Det gennemsnitlige menneske’ af Morten Albæk. En bog fra 2013.

Jeg er stærkt optaget af meningen med livet og livets meningsløshed, fordi livet efter min mening og erfaring indeholder begge dele…

Jeg er også optaget af virkeligheden – det gennemsnitlige og dagligdagen. Og så kommer indlægget også til at handle om TV…

Inspirationen kom blandt andet på side 60 – og jeg vælger at citere en længere passus fra bogen:

’’Hvorfor er det egentlig, at det giver mening at være til som menneske – og hvad er meningen med selve livet, medens det leves?

Vil man forsøge at forstå dette, må man først og fremmest kende sig selv – eller rettere erkende sig selv. Være veldefineret i, hvem man er – og hvem man bestemt ikke er og aldrig bliver. Så meget desto mere beklageligt er det, at vores evne til at erkende os selv er historisk dårlig i den vestlige verden – og ikke mindst i Danmark. Og igennem 1990´erne og 00´erne har vi skabt en kultur, der alene har opfordret mennesket til at definere sig selv ved sine ambitioner, drømme og fantasier. En kultur, der reproducerer folks manglende evne til nøgternt at vurdere egne evner ved at anspore dem til konsekvent at overvurdere dem. En kultur, hvor vi hver dag bekræfter hinanden i, at det ikke-eksisterende er virkeligt. En kultur, hvor vi ikke kan skelne mellem, hvad der er lort, og hvad der er lagkage.

I den kultur er født et menneske, som efterlever mantraet om, at du kan gøre alle dine drømme til virkelighed; det er alene et spørgsmål om at ville det nok, at tro nok på det. Nutidens templer er ikke som i antikken templer for visdom og lys, men derimod templer for dumhed og selveksponering for dennes egen skyld. Og så er det uden betydning, om templet hedder Big Brother, Robinson, X Factor eller Paradise Hotel eller et af de mange andre globale tv-koncepter, der vokser i antal og tilbedere. Over disse egodyrkende og fordummende templers indgangspartier er ikke mejslet ordene ’Kend dig selv’, men derimod ’Overvurdér dig selv’.

Vi danskere elsker at samles, more og hygge os, men vi samtidig har slået det meste af hjernen fra. Det sker gerne en fredag aften, når det er X Factor-tid. Faktisk morer vi os allermest under de såkaldte auditions, hvor folk bliver udstillet og udstiller sig selv på en måde, så enhver må krumme tæer. Kun langsomt går det op for folk hjemme i stuerne, at dette er et program, der – i lighed med andre amatører-vil-være-stjerner-koncepter – er ligegyldigt og blottet for alt, hvad der blot minder om talent. Men inden da morer vi os over dem, der møder frem med den overbevisning, at de er i stand til at synge på en måde, så andre mennesker ikke blot bryder sig om det, men falder i svime over skønheden. X Factor er i sandhed et ligegyldigt program. Og det samme er lignende programmer. Det eneste, der gør dem nævneværdige, er det forhold, at de er et spejl af en kulturel transformation, som stikker dybere og rækker videre end sendefladens primetime. Det er derfor, vi igen og igen kan sidde og more os over mennesker, der stiller op foran et tv-kamera og fornægter virkeligheden. At de ikke kan synge. At de ikke kan spille, At de aldrig vil slå igennem som skuespillere. At de aldrig bliver professorer. At de aldrig vi opfinde noget som helst. At de i det hele taget ikke kan noget særligt.

Dette faktum kommer som et chok for mange, der render rundt og oplever og fremstiller sig selv som små reinkarnationer af Einstein eller Picasso. Eller som den næste Marlon Brando eller Claudia Schiffer. Jeg har tidligere sagt, at hvis blot én af vinderne af X Factor eller et af de andre fordummende reality-talent-programmer (der i Danmark sendes på Public service-kanaler!) optages i nogen form for dansk kulturkanon om et kvart århundrede, så må vedkommende overtage alt mit jordiske gods – inklusive mine børns børneopsparing.’’

…………………………………………………………………………………………………………………………..

Hvorfor denne lange smøre fra Morten Albæks bog? Ganske enkelt fordi det rammer plet i forhold til nogle af de tanker, jeg længe har gjort mig om diverse tv kanaler og deres mangel på både diversitet og kvalitet.

Ind imellem – det vil sige dagligt – undrer jeg mig over, at der er så mange kanaler, da de i store træk sender det samme. Hvor er valget? Der er stort set ikke noget valg.

Lige nu er der VM i fodbold, og som franske ænder tvangsfodres hele nationen med fodboldkampe på stort set alle kanaler dag og aften. Hvad er meningen? Tænk hvis man sendte ballet på alle kanaler i flere uger hver aften i primetime – folk ville gå på gaden i protest!

Ja, selv arbejdspladser rydder kontorerne og arrangerer fælles kamp, fordi det er så godt for fællesskabet og sammenhængskraften både nationalt og globalt – Øh, hvilken sammenhængskraft og hvordan?

’Respektable’ virksomheder, som ellers benytter enhver lejlighed til at tale konkurrence evne, optimering, rationalisering etc. – ja, de lader den ’indre klaphat’ tage over og glemmer alt om, at der måske er andre og vigtigere ting i verden end fodbold – og det i et land, som på ALLE måder opfører sig intet mindre end usmageligt. Men det er en anden sag, som vi ikke lige kan tage os af, når der er VM i fodbold, og sammenhængskraften skal styrkes. Åh, det er også så ubehageligt at se virkeligheden i øjnene – og hvorfor skal det hele også være trist og realistisk?

Selvfølgelig er der undtagelser, hvor væsentlige, oplysende og horisont-udvidende udsendelser som Versus eller Vild med dans, Gift ved første blik eller Den store bagedyst… for både tykke og tynde, børn og voksne eller veganere og folk uden smag overtager sendefladen fra den runde bold, så familien Danmark kan sidde med kaffe og julegodter og ikke blive forstyrret af den virkelige verden!

Snart kommer en hård konkurrent til VM i fodbold – årets julekalender! Hvis den da ikke censureres bort af en eller anden absurd grund. Et klogt menneske sagde engang: Folk tager sig af de problemer, som de har evner til!

Og her er jeg nok langt hen ad vejen enig med Morten Albæk … talenterne og evnerne rækker ikke langt. Heller ikke hos diverse TV kanaler.

Et sidste par suk fra en, som godt kan lide at se TV og virkeligheden – også den ubehagelige og meningsløse – i øjnene.

• Jeg er så træt af mad udsendelser.
• Jeg er så træt af at se Rick Stein og mange andre æde sig igennem det ene land efter det andet i én uendelighed.
• Jeg er så træt af alle de sikkert udmærkede kokke, der gang på gang laver og viser og spiser mad til en befolkning, som efterhånden lever af take-away og forarbejdede retter i de fine samtalekøkkener – og undskyld til alle jer, der er undtagelser!
• Jeg er så træt af genudsendelse på genudsendelse.
• Jeg er så træt af, for jeg ved ikke hvilken gang, at gense Simon Reeve rejse og rejse og rejse de samme steder, selvom jeg godt kan lide rejseudsendelser, så har alt en grænse.
• Jeg er så træt af underholdning, underholdning, underholdning.
• Jeg er træt af Vild med dans fortsætter i årtier, jeg er træt af Versus, der topper idiotien – jeg er træt af Den store Bagedyst – jeg er træt af Kender du typen igen og igen – er der snart flere typer tilbage?

Hvor er den forskel, som DR2 engang gjorde? Hvor er DR Kultur? Hvad er Public Service egentlig for en størrelse?

Indrømmet: Jeg er til virkeligheden – både den smukke og den ubehagelige – jeg er til hverdagen med alt, hvad den indebærer af gennemsnitlighed, gråvejr og realisme.

Derimod er jeg ikke til glitter verdenen med al dens falskhed – jeg er ikke til, at TV skal være som ’opium for folket’ – jeg er ikke til hysteriske konkurrencer, hvor meningen er ikke-eksisterende.

Jeg er muligvis umanerlig kedelig og virkelighedsnær, men jeg tror for så vidt også, at jeg er et ret gennemsnitligt menneske.

Og dermed tror jeg heller ikke, at jeg er den eneste, der ikke vil underholdes og fordummes gennem tilværelsen?