Den sætning faldt en dag, hvor jeg sammen med et medlem var til møde med en sagsbehandler på et jobcenter. En sagsbehandler, som jeg har et rigtigt godt og konstruktivt samarbejde med. Hun gør det, hun kan og skal…
Sætningen er blevet ved med at dukke op i hovedet på mig blandt andet fordi jeg ofte reflekterer over, hvad det ’private’ fx en patientforening gør, og hvad det ’offentlige’ fx en kommune gør. Og måske især hvad der sker med de mennesker, der ikke lige har en forening at være medlem af?
Mødet drejede sig blandt andet om at følge op og gøre klar til et møde (om nogle måneder, for der er ventetid) i rehabiliteringsteamet – og i den sammenhæng skal der udfyldes nogle skemaer. Noget klienter ofte selv må gøre måske med hjælp fra sagsbehandleren?
Da medlemmet så lidt fortvivlet ud ved tanken om de mange sider med spørgsmål, og da sagsbehandleren stod for at skulle på 4 ugers ferie – tilbød jeg (af hensyn til medlemmet) at komme på hjemmebesøg og hjælpe med at udfylde skemaerne i løbet af sommerferien.
’’Det er sådan noget, foreninger gør…’’ sagde ikke jeg men sagsbehandleren. Og det er jo rigtigt nok – det er blandt andet sådan noget, jeg gør – for medlemmerne men også for kommunen. Ligesom jeg ofte skriver partshøringer for medlemmerne – og ligesom jeg ofte anker afgørelser for medlemmerne samt vejleder og rådgiver dem om samarbejdet med og kontakten til kommunen, som de fleste helt notorisk er bange for.
Det er i denne sammenhæng på ingen måde ’’manden men bolden, jeg går efter’’. Jeg er ikke ude efter sagsbehandleren, men efter det system, der efterhånden forventer, at der er opgaver, som andre tager sig af. Vi er som fx patientforeninger nærmest indkalkuleret i arbejdsgangen. Der er – måske ikke eksplicit – en forventning om, at der er noget, som vi tager os af, men så alligevel.
Det er for så vidt det, jeg ofte reflekterer over og især:
• Hvad med de mennesker, der ikke har en forening at være medlem af?
• Hvad sker der, når jeg som ’’privat’’ ansat socialrådgiver i et vist omfang forventes at ’’overtage’’ det offentliges=kommunens opgaver?
• Gør jeg rent faktisk på den lange bane mere skade end gavn, fordi jeg konstant er med til at gøre nettet lidt mere finmasket eller får syet et par lapper på kludetæppet?
• Er jeg rent faktisk med til at dække over alle de problemer, der er i det offentlige og i lovgivningen, så det aldrig bliver bedre, fordi ingen opdager det? Nok hjælper jeg nogle enkeltpersoner, men sker der fundamentale forandringer på den måde?
Disse og andre forhold kan til tider frustrere mig voldsomt – og jeg bliver i tvivl, om jeg er med til at udvikle et system, hvor man altid skal have én ved sin side for ikke at blive snydt. Den tanke bryder jeg mig ikke om. For mig er det helt grundlæggende en offentlig opgave at tage sig af blandt andet menneskers sociale og sundhedsmæssige forhold – og ikke noget, der skal privatiseres, selvom det jo stille og roligt sker fx på hospitalsområdet men bestemt også på det sociale område.
I princippet burde det slet ikke være nødvendigt at have en socialrådgiver med til et møde med en anden socialrådgiver eller andre offentligt ansatte.
Jeg synes ikke, det er rimeligt, at der en lovgivning, der sikrer at man bliver partshørt, når man kan stå i en situation, hvor man ikke forstår en bønne af, hvad der står i brevet. Når det er nødvendigt at have socialretlig viden og erfaring for at kunne svare. Det kan vel være, at folk også har ankemuligheder, men igen er det ikke nødvendigvis enhver beskåret at kunne stykke sådan en sammen. Jeg ved godt at kommunen skriver, at de kan hjælpe, men det er ligesom lidt varm luft, med mindre sagsbehandleren er meget uenig i den afgørelse, vedkommende selv har truffet!
Indimellem er det nærmest umuligt at få en skriftlig afgørelse ud af kommunen – en afgørelse, der lever op til nogle helt fundamentale krav. Og så er det da slet ikke nemt at være klient eller medlem!
Så jeg bruger en masse tid på at få på skrift, hvad det er kommunen har besluttet, hvordan de er kommet frem til den afgørelse, hvilke overvejelser, der ligger bag og dokumentation for at sagen er tilstrækkeligt belyst etc. etc.
Jeg tænker sommetider at jeg ligeså godt kunne være ansat i en kommune, når jeg alligevel sidder og laver deres arbejde. Det kunne jeg så ikke, for jeg ville aldrig kunne trives i et system, hvor man tænker eller bliver nødt til at tænke, at det er der nok nogle andre, der gør… fx foreninger.