Det larmer i mit hoved… sådan 24/7 og hele året rundt. Det er den der dunkende, susende lyd, der med taktfaste pulsslag slår i venstre øre… hele tiden – også om natten, så jeg må sove på en bestemt måde for ikke at kunne ’høre’ lydene så godt. Ofte må jeg have klassisk musik kørende for at overdøve lyden.
Ind imellem hyler det i højre øre, men det går over, og er som sådan ikke noget problem.
Jeg elsker fred og ro. Jeg elsker at læse. Det er ikke nemt med den der dunkende, susende lyd, så derfor må jeg ofte tilsætte noget ’ekstra støj’ som fx klassisk musik, når jeg skal læse.
Lydene generer mig også, når jeg sidder ved computeren på mit arbejde, men det går nogenlunde på en god dag, hvor lydene ikke er så høje og taktfaste, og fordi der ofte er andre former for larm, der blander sig.
Og det er for så vidt det denne blog skal handle om – nemlig støj i det offentlige rum og ikke så meget min tinnitus eller hvad det nu er. Det er sygehusvæsenet ved at finde ud af.
Men det hænger på en måde sammen. Når man – dvs. jeg har konstant larm i hovedet – så bliver larmen i det offentlige rum nogen gange endnu værre, endnu mere irriterende og ikke mindst trættende. Jeg bliver så træt i hovedet! Ganske enkelt.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes, der er alt for meget larm i det offentlige rum – især den larm, vi selv fabrikerer. Jeg er sikkert også særligt overfølsom, fordi jeg synes, at en stor del af larmen er uforståelig eller uden mening. Jeg kan godt lide at gå på cafe og drikke en Chai og bare sidde at glo på folk. Sådan i fred og ro. Det er stort set en umulighed.
Næsten uanset hvor man bevæger sig hen og ind, så er der musik eller noget der ligner i højtalerne. Jeg er blevet ret skrap til at spotte højtalerne, men på de ’fancy’ steder sidder de indbygget rundt omkring i loftet, og så kommer man godt nok på overarbejde. Ind imellem lykkes det at finde en plet, hvor det er udholdeligt, men meget ofte går jeg igen, fordi det stresser helt vildt. Det værste er, når man kommer ind sådan et sted, hvor de spiller en eller anden hjernedød lokalradio spækket med reklamer for ’Jem og fix’, Ribe autocenter, frisøren i Gram og hvad der nu ellers toner ud i æteren. Dertil kommer en eller anden frisk ’Kurt’, der som radiovært er fuld af ’sjove’ kommentarer. Så er jeg den, der er gået. Jeg magter det simpelthen ikke!
Det pudsige er så den oplevelse, jeg havde forleden, hvor mit larmende hoved skulle MR scannes for at se… ja, jeg ved ikke helt, om de kunne se larmen, men jeg håber da ikke, at det viser sig, at der er helt tomt?!
Der er så mulighed for at få noget musik i ørerne, så man ikke bliver alt for nervøs af at ligge indespærret i et rør helt alene. Alt personale går nemlig. Jeg havde tænkt, at de ville spille sådan noget ’easy listening’ eller ’Music cure’ men nej, det var da den velkendte lokalradio med friske ’Kurt’ og alle reklamerne. Jeg forsøgte forgæves at råbe, at de godt kunne slukke, hvis det var, hvad de havde at byde på. Man har nemlig en slags kontakt – i hvert fald et øjeblik – men mit ’nødråb’ forsvandt! Jeg havde også en nødknap, som jeg kunne trykke på, hvis jeg ikke kunne klare at ligge i røret. Den synes jeg alligevel ikke, at jeg ville bruge! For jeg havde som sådan ingen problemer med at være spærret inde i scanneren.
Så jeg brugte tiden på at forklare mig selv, at så slemt var det jo heller ikke – at reklamerne ville få en ende – og jeg blev bare mere og mere stresset.
Det fik ende. Jeg kom ud af røret og fik heldigvis sagt, at jeg ikke lige syntes, det var det mest beroligende ’musik’, de havde at byde på dernede i kælderen.
Et andet eksempel er, når jeg sådan bare går i butikker. Det er lidt af en udfordring, og heldigvis er det ikke noget, jeg beskæftiger mig ret meget med. Mit shopping gen er blevet gammelt og træt.
Langt de fleste steder er der musik af en eller anden art. Sådan helt uden nogen særlig mening. Jeg synes, man skal have en mening med at spille musik på cafeer, hos frisører, i butikker – ja endda ude på gaden. Larm uden mening er nemlig – ja, meningsløs. Der er et enkelt sted, hvor det er til at holde ud, og det er hos Søstrene Greene. Her spilles konsekvent og måske med en vis mening klassisk musik. Det kan jeg holde ud, men andre vil sikkert opfatte det som larm.
Al den larm eller musik i forretninger… jeg tror ikke, at ret mange ville opdage, hvis den ikke var der? Jeg ville i den grad nyde det – at kunne gå der i ro og fred uden at skulle forholde mig til ’Få det nu fikset’ – ’Klip, klip siger det’ – og hvad der ellers er af åndløse budskaber i de forskellige forretninger. Ja, man kan helt komme til at savne den gamle ’Muzak’, som jeg ikke husker som helt så aggressiv som nutidens larm. Men der er selvfølgelig også røget nogle år på siden ’Muzak’ var på sit højeste i 80´erne.
En anden kilde til min irritation – nu jeg er i gang – er al den larm, vi selv frembringer. Folk der taler i mobiltelefon alle vegne. De vil også helst sidde i stillekupeer, så godt nok taler de ikke inde i kupeen, men til gengæld pisker de frem og tilbage og står så lige uden for døren – og så er vi faktisk lige vidt! Hvorfor kan man ikke tilbyde en stille kupe, hvor der er STILLE – ingen pisken frem og tilbage – ingen der sidder og bokser i tastaturet på deres pc og ingen høj musik i ørerne.
Ind imellem får jeg lyst til at tænde en ordentlig cigar – og det ville nok ikke gå – men så kunne jeg jo bare sige: Jeg ryger da kun lidt!
Da jeg i sin tid flyttede i hus, var det blandt andet for at få fred! At bo flere sammen i etageejendomme kan være en udfordring med larm, fester hele ugen etc.
Desværre viste det sig, at naboen ved siden af var lidt af en ’festabe’, så der var gang i den torsdag til søndag + det løse. Jeg var mildest talt grædefærdig. Jeg kunne ikke invitere gæster på grund af larmen, kunne ikke være i mine stuer eller i soveværelset – det eneste sted, jeg reelt kunne opholde mig uden larm var i et lille badeværelse i den anden ende af huset. Ja, så er det jo dejligt med et hus på godt 200 m2, når man kun kan være på et lille badeværelse på 4 m2.
Jeg tog en nat mod til mig og gik ind og bankede på og klagede. Det hjalp lidt – ikke meget. Det, der skulle til, var en flytning – ikke min men naboens. Siden har jeg haft stille og fredelige naboer. Sådan da.
Det at bo i hus giver så andre lydmæssige udfordringer! Ind imellem har jeg det, som om jeg bor midt på en byggeplads. Der er altid en eller anden i nabolaget, der lige er ved at få ordnet noget, og det kræver som regel en larmende og stor maskinpark af slibere, skærebrændere, save – og er det håndværkere, der arbejder, kommer de som regel med et monster af en Ghettoblaster, der kan spille op til fest i hele kvarteret!
Jeg tror også, at det betyder noget, at jeg har hjemmearbejdsplads. Jeg har ’fornøjelsen’ af at det offentlige anlægger veje, graver op og lægger kloakrør og MEGET andet – og det er noget vi gør meget i her i Danmarks 5. største by!
Så har jeg ’fornøjelsen’ af dem, der bruger ’hvide’ håndværkere til at ordne forskelligt, mens de selv er på arbejde – og så er der selvfølgelig dem, der bruger de ’sorte’ håndværkere, der arbejder både om aftenen og i weekenden – og endelig er der jo, ’gør det selv’ folket, som er helt uforudsigelige!
Godt vejr er på nogen måder dårligt vejr, hvis man gerne vil have fred og ro. Jeg har mangen en fredag eller lørdag efter en hård arbejdsuge tænkt, at nu skulle det bliver SÅ dejligt at komme ud i haven og bare sidde der og nyde stilheden kun afbrudt af fuglekvidder og den slags.
Så er det, at man bliver lidt træt af, at naboen eller en anden i nærheden har tænkt sig at skære fliser hele weekenden. Er der noget, der larmer, så er det sådan en dims, der skærer fliser op. Det værste er næsten det uforudsigelige i situationen – man ved ALDRIG, hvornår de starter eller stopper.
Alle disse tanker om larm, som har fyldt i mit hoved igennem mange år, fik mig også til at tænke på noget godt. Nemlig den lille græske ø, som vi ofte frekventerer. Hvorfor vender vi, der godt kan lide nye oplevelser og udfordringer, tilbage gang på gang?
Det gør vi blandt andet, fordi der er skønt, varmt, smukt, gode vandremuligheder, øde strande, få mennesker – men ikke mindst fordi der ind imellem er SÅ STILLE, at man bliver nødt til at standse op og lytte… efter stilheden. Der er ro i byen længe før midnat. Der er ingen reklamemusik i de par forretninger, der er. Der er ingen hidsig musik på cafeen. Der er en bar, hvor de spiller musik men med hensyn.
Jeg har skrevet det før og gør det igen. Vær ikke så nærig med stilheden. Der er nok til os alle. Og vi har mere end nogensinde brug for den.