Lyden af stilhed…
Det er sommer, solen skinner fra en skyfrihimmel, og varmen buldrer løs med mere end 30 grader – ja, der er overophedning mange steder. Både sådan ’in real life’ men også i mere overført betydning.
Sommertid er agurketid – også her på bloggen, hvor det ikke er de helt store, seriøse temaer, der presser sig på. Der er god tid til at surfe rundt på netaviserne – lidt af en dårlig vane, jeg har:
- Fordi det er ’bål og brand’ – i år desværre helt bogstaveligt med alle de naturbrande verden rundt
- Fordi det er ’død og ulykke’ – hvilket efterhånden er hverdagskost
- Fordi det er politiske og andre ligegyldigheder, der springer frem på skærmen
Til eksempel læser jeg i dag, at landets uddannelses- og forskningsminister er til både mænd og kvinder. Okay – og hvad så var det første, jeg tænkte. Hvad kommer det mig ved? Ikke det fjerneste. Jeg synes virkelig, at det er en helt unødvendig oplysning.
Jeg vil stadigvæk meget hellere have en forklaring fra Venstre på, hvorfor de synes, det er ok, at ministre sådan uden videre kan sige deres job op uden nogen form for konsekvens? Det har jeg i anden sammenhæng skrevet og spurgt om på bloggen, og det er ikke lykkedes at få et svar fra hverken statsministeren eller beskæftigelsesministeren. Men måske uddannelses- og forskningsministeren kan bidrage med et svar?
Jeg har også kunnet læse, at en anden venstrepolitiker har beriget det nyhedstrængende danske folk med at offentliggøre, at hun har eller har haft 100 sex partnere – jeg kom aldrig længere end til linje 4. Gabende kedeligt og uinteressant – eller hvad? Jeg skriver jo om det, men som nævnt er det agurketid her på bloggen og dermed tid og rum til at ’øffe’ over dagligdagens tåbeligheder.
Der er næsten gået sådan en ny ’’Me too’’ bevægelse i gang! Også Joan Ørting måtte melde sig ind i kampen om 100 sexpartnere. Det er som om, det skal fremstå at være i en eller anden større sags tjeneste – spørgsmålet er hvilken? Selvpromovering kunne være et godt gæt. Jeg har nemlig også for nogle dage siden læst, at mange ’kendisser’ er bange for at blive glemt og overset på de sociale medier. Her vil jeg give plads til, at eventuelle læsere tænker sit. Jeg er nemlig ikke på de sociale medier – og ved derfor ikke, hvad jeg går glip af eller nok nærmere slipper for!
Der er meget skidt for nu at udtrykke det pænt på nettet. Men jeg har selvfølgelig et valg, når jeg sidder og bare kigger rundt. Jeg kan jo bare lade være. Helt enkelt. Når det bliver for meget for mig med de der ’helt (u)nødvendige oplysninger’ om skidt og kanel til det danske folk – ja, så går jeg til POV. Point of view international. Her er mange spændende og ikke mindst vedkommende artikler. Fx læste jeg i dag en artikel af Thomas Milsted: Arbejdspladsen æder din sjæl. Her skriver han i indledningen:
Robusthed har været det nye sort i et godt stykke tid. Med den største selvfølgelighed efterlyser jobannoncer igen og igen robuste og hårdføre medarbejdere – underforstået medarbejdere, der kan tåle mosten og helst uden brok. Men at kræve robuste medarbejdere er oftest et tegn på organisationens fornægtelse af belastende vilkår, hvor trivsel er noget, du selv bliver overladt ansvaret for. Vilkårene og disses udvikling, hvor stressende de end måtte være, betragtes som en naturlov, som organisationen ikke er herre over, men som medarbejderne må lære at leve med.
Det synes jeg, er en ekstremt relevant og interessant vinkel. Det giver noget at tænke over – for mig og for diverse organisationer og deres ledere! Tidligere var ’det nye sorte’, at man kunne fjerne alle dårligdomme med positiv tænkning og anerkendelse, men det har mange vel efterhånden fundet ud af ikke løser alle (organisatoriske) problemer.
Men læs selv artiklen – det fortjener den.
Den sidste agurk i denne blog handler om støj i det offentlige rum. Det kunne jeg egentlig skrive en lang blog om, men dette kan måske være en begyndelse?
Jeg tænker tit over det, sikkert fordi jeg er ret støjfølsom, lider af tinnitus og elsker stilhed. Den slags stilhed, der gør, at man nærmest standser op for at lytte. Den findes på en lille græsk ø, som jeg ofte frekventerer. Der er så stille!
Men støjen i det offentlige rum er svær at undgå.
I morges på min løbetur kom jeg længe før forretningernes åbningstid gennem strøget – eller gågaden, som vi kalder det her i Esbjerg – blandt andet forbi MATAS. Her kunne jeg til min store forbavselse og egentlig også forargelse konstatere, at de havde en højtaler hængt op udenfor forretningen – og de spillede høj musik. Det skulle simpelthen være forbudt. Intet mindre. Både i åbningstiden og udenfor. Hvad skal det til for? Det er forurening af det offentlige rum og efter min mening helt uden mening og begrundelse.
Det samme scenarie har jeg oplevet i en eller anden tele butik, som jeg ikke husker navnet på. De spiller/ larmer også bare sådan uden grund.
Der er forretninger, restauranter og cafeer, jeg helt bevidst undgår eller forlader, hvis der er en eller anden form for larm, der helt bevidstløst sendes ud i rummet. For ofte er det helt bevidstløst en eller anden lokal eller landsdækkende radio, der kører med musik, reklamer og håbløse studieværters fortællinger om – ja ingenting.
Der er rigtig meget støj – unødvendig støj, som sammen med alt muligt andet bombarderer os dagen og natten lang. Jeg tror, det er usundt – jeg synes, det er helt unødvendigt.
Hvad er der galt med stilheden? Har vi glemt, hvordan den lyder? Hvor er den blevet af?
Der er ikke noget så godt som en løbetur ude i skoven om morgenen, hvor man kan høre naturen larme.
Der er ikke noget så godt som at vandre på en lille græsk ø, hvor man bliver nødt til at standse op for at lytte efter stilheden.
Vi skal passe på stilheden, men vi behøver ikke være så nærige med den. Der er nok til os alle sammen.