Så kom der svar fra Beskæftigelsesministeren.
Det er et venligt brev. Måske har ministeren selv skrevet det? Det vælger jeg at tro. Han har i hvert fald skrevet under. Jeg har tænkt en del over, hvad jeg skal gøre med brevet? Hvad skal jeg mene om det? Ændrer det noget at have skrevet? Er jeg og ikke mindst ’min klient’ blevet forstået? Ja, der er langt flere spørgsmål end svar!Det første, jeg gjorde, var at sende brevet videre til ’min klient’. Han synes, at ministeren giver kommunen skylden for, at der ikke er sket noget, hvilket der bestemt heller ikke er. Og så siger han meget rigtigt, at ministeren forholder sig således: at ’sådan er reglerne jo’.
Jeg har sat et foto af breve ind, men det er vist svært at læse, så jeg vil i det følgende forsøge at forholde mig til det, ministeren skriver og i bedste fald svarer på.
Ministeren skriver, at han ikke har mulighed for at tage stilling til en klients konkrete situation. Det er den enkelte kommunes opgave.
Jeg ved udmærket, at ministre ikke har mulighed for at blande sig i konkrete sager – altså lige bortset fra, når de så alligevel gør det. Det sker jo ind imellem, at de selv eller nogle af deres nærmeste bliver ramt af et eller andet – og så kan det nok være, at muligheden for at blande sig er til stede.
Ministeren skriver også, at jeg har ret i, at det ikke er meningen, at nogen skal være på kontanthjælp i længere tid. Det har han flere gange understreget over for kommunerne – også efter at de sidste år fik 262 millioner kroner til initiativet ’’Flere skal med’’.
Jamen så er vi jo enige! Jeg synes imidlertid, at det er et voldsomt stort problem, at kommunerne ikke retter ind efter landets lovgivere, og at disse åbenbart ikke kan trænge igennem til kommunerne. Så må man jo sanktionere de kommuner, der får penge men ikke bruger dem som forudsat. Det er ikke uhørt, at ’mine klienter’ ind imellem er på kontanthjælp i flere år, fordi kommunerne sløser med at iværksætte foranstaltninger eller med at få dem afklaret, så de kan modtage den rette ydelse. Det kunne være førtidspension, selvom man nu om dage næsten skal være mere død end levende for at blive tilkendt en sådan.
Ministeren skriver om aldersopsparing, at der er denne regel, fordi kontanthjælpen er vores samfunds nederste økonomiske sikkerhedsnet. Og at man kun kan få ret til hjælpen, hvis man ikke har andre muligheder for at forsørge sig selv.
Så NEJ, der er ingen ændringer at spore her. Der er heller ikke noget svar på, hvorfor staten i sådan en sammenhæng skal score en afgift på 20%! Det ville da klæde staten bare for én gangs skyld at være lidt generøs over for de mennesker, der i forvejen ikke har for meget.
Og så synes jeg under ingen omstændigheder, at det er i orden, når et menneske ender i den situation, fordi kommunen har været langsom!
Ministeren vil for en god ordens skyld – selvom han er helt sikker på, at jeg godt ved det (og ja, det ved jeg godt) – minde om, at man kan klage til borgmesteren med flere.
Min erfaring er, at lige netop i denne her kommune reagerer borgmesteren ikke. Jeg har prøvet i et andet tilfælde og hørte absolut intet. Jeg er måske også lidt forudindtaget – jeg er en garvet og erfaringsramt socialrådgiver – og derfor forventer jeg nok bare sådan et sædvanligt ’politikersvar’ fra borgmesteren.
Og ja, vi kan også klage til Ankestyrelsen, men nu følger kommunen jo lige netop en bekendtgørelse, og det kan man mig bekendt ikke klage over hos denne instans? Det er jo derfor, jeg har henvendt mig til det politiske niveau, fordi jeg synes, det er en forkert og urimelig regel. Især når det er kommunens fejl!
Ministeren slutter af med at skrive, at jeg tager hul på en god, men lidt større diskussion om vækst. Det er ifølge ministeren sådan, at fortsat økonomisk fremgang er en forudsætning for det velfærdssamfund, vi igennem årtier har bygget op i Danmark. Det er en af regeringens fornemmeste opgaver at sikre, at vi i Danmark også fremover kan have en af verdens sundeste økonomier.
Jeg er enig med ministeren i, at det med vækst er en stor og også vanskelig diskussion. Og som så meget andet handler det jo om holdninger. Jeg hører til dem, der ikke tror på, at økonomisk vækst er det eneste saliggørende for et samfund. Økonomiske vækst har det med at eksplodere og løbe af sporet, fordi der også nemt med penge og økonomisk vækst opstår grådighed. Mere vil have mere! Og så hænder det, at det hele kollapser, og økonomien braser totalt sammen. Så er der lige pludselig økonomisk krise – og ja, vi kender turen.
Ministeren skriver videre, at vi i en tid med lav ledighed og begyndende mangel på arbejdskraft udnytter de relativt gode tider til at gøre en indsats for at få alle med… og alle, der er i stand til det, skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Her er vi (også) dybt uenige! Jeg er af den opfattelse, at mennesket i bund og grund er et mål i sig selv og ikke kun et middel. Det er uanstændigt, at man kun vil have alle med, når arbejdsmarkedet/ virksomheder råber op, og hvis de ikke får deres vilje så truer med at flytte virksomheden til udlandet. Ind imellem får jeg lyst til at råbe: Så flyt dog! Plej jeres grådighed og vækst, hvis I har moral til at underbetale og undertrykke i udlandet.
Hvorfor skal ’folk’ kun være med og have værdi, når der er brug for dem på arbejdsmarkedet? Hvorfor er det i orden at parkere dem, når det ikke forholder sig sådan?
Og til sidst: Jeg synes ’vækst’ handler om meget mere end økonomi, men det er, som ministeren skriver, en større diskussion.
Jeg vil slutte dette indlæg med at gøre op, hvad ministeren så IKKE svarede på:
Hvordan bliver man over natten jobparat – altså rask?
Hvorfor kan en minister sige op, fordi han vågner op en morgen og ikke er sulten (efter at arbejde)?
Hvorfor er det i sådan en situation ikke selvforskyldt ledighed med hvad deraf følger af påbud og forbud for almindelige mennesker?
Hvorfor skal en minister i sådan en situation have eftervederlag og ikke karantæne?
Hvorfor er social og økonomisk ulighed godt, sundt og dynamisk?
Nu antager jeg – forudindtaget som jeg er – at det nok drejer sig om spørgsmål eller den slags konkrete situationer, som en politiker/ minister ikke har mulighed for at tage stilling til eller blande sig i.
Jeg ved ikke helt, hvor jeg ellers skal adressere spørgsmålene eller finde svarene, men måske Bob Dylan helt uden at vide det har givet svaret:
THE ANSWER MY FRIEND IS BLOWING IN THE WIND – THE ANSWER IS BLOWING IN THE WIND.