Rørt, ramt, rystet og flov….

’Magtesløs i systemet’ på DR 2.

Tirsdag aften den 27. februar kom jeg træt hjem efter at have været i gang i ca. 15 timer. For en gangs skyld var der noget af det, jeg synes, er interessant på TV – nemlig udsendelsesrækken ’Magtesløs i systemet’.

Er det interessant at sidde og svælge i andres ulykke? Nej det er det ikke! Er det nødvendigt at se den slags udsendelser? Ja det er det!

Det er virkeligheden lige op i ansigtet, og den synes jeg som menneske og socialrådgiver, at man bliver nødt til at se i øjnene. Også selvom der ’kan forekomme stødende eller ubehagelige billeder i indslaget’.

Og jeg håber så sandelig, at politikere, andre beslutningstagere, socialrådgivere samt hr. og fru Danmark så med, selvom det forhåbentlig gav lidt kvalme midt i aftenens cafe latte.

Virkeligheden er ikke for svage sjæle, og måske er der nogen, som foretrækker Matador, X-Factor, Klipfiskerne, Bagedysten… som også bliver sendt i rigelige mængder og helst op til FLERE gange. Vi skulle jo nødig gå glip af noget vigtigt eller blive forstyrret i vores lyserøde opfattelse af velfærdsstaten Danmark.

RØRT…

Jeg blev rørt, fordi udsendelsen handlede om mennesker, der lider fysisk og psykisk i en grad, hvor vi andre næsten ikke kan være med.

Jeg blev rørt, fordi det er såkaldt almindelige mennesker, der i den grad kommer i klemme et system, som skulle være til hjælp men tværtimod optræder som en labyrint uden udgang.

Jeg blev rørt over at se, at John døde, ligesom han havde fået tilkendt sin førtidspension efter voldsomme lidelser og mange års uværdig kamp.

Jeg blev rørt over, at hans private socialrådgiver i udsendelsen kom til bisættelsen. Det var rart at se, at den slags stadig findes.

RAMT…

Jeg blev ramt som menneske og borger, fordi det er mig ubegribeligt, at syge mennesker skal så meget igennem for at få det, de har ret til.

Jeg blev ramt som socialrådgiver, fordi jeg også i mit daglige arbejde i Scleroseforeningen oplever medlemmer, der år efter år trækkes igennem tåbelige forløb, som ingen steder fører – udover at situationen og helbredet som oftest bliver forværret.

Jeg blev ramt på min sunde fornuft, da det viste sig, at fx John skulle sidde og samle skruer i små poser i sit hjem. Det er så det, man kalder en afprøvning i et ressourceforløb.

RYSTET…

Jeg blev rystet til kvalmegrænsen bogstaveligt talt. Det var lige før, at virkeligheden blev for meget selv for mig – og det sker sjældent! Jeg synes sådan set, at virkeligheden er det mest interessante i livet.

Jeg blev rystet over et system, som jeg kender så udmærket, men det virkede stærkt, når man får det i komprimeret form. Og det er der mennesker, som må leve i dag ud og dag ind.

Jeg blev rystet over endnu engang at være vidne til, at et sygt menneske skal forholde sig til 20 sagsbehandlere i løbet af 7 år. Der til kommer alle de andre personer, som også skal give deres besyv med.

Jeg blev rystet over, hvor klart det i løbet af udsendelsen stod, at ressourceforløbene og de årelange afklaringer er en industri og ikke har noget med social indsats at gøre.

Jeg blev endnu engang rystet over, at politikerne kan mene, at det altid er godt at arbejde. Politikernes hensigt er angiveligt, at ingen skal parkeres på førtidspension, perronen eller et andet sted. At mennesker skal være en del af arbejdsmarkedet, uanset om de kan eller ej.

Jeg blev rystet over, at politikerne kan være så langt fra virkeligheden. De fleste syge vil gerne være en del af arbejdsmarkedet! Der er bare nogen, der ikke kan! Og så synes det åbenbart rimeligt at parkere dem i et ressourceforløb, i sengepraktik eller hvad der nu efterhånden er af mærkelige opfindelser?

Jeg blev rystet over endnu engang at erfare, at ’beskæftigelse og arbejdsmarked’ er det eneste saglig gørende i vores samfund – og jeg fik den tanke, om det sociale systems opgave i virkeligheden er at levere arbejdskraft til det åh så betrængte erhvervsliv?

FLOV…

Jeg blev rørt, ramt, rystet, og så blev jeg umådelig flov.

Jeg blev flov over vores system.

Jeg blev flov over vores politikere og deres lovgivning.

Jeg blev flov over, at vi i dagens Danmark behandler syge mennesker på den måde.

Jeg blev flov over, at det fortsætter, og ’ingen gør noget’.

Jeg blev flov over, at vi i flere og flere sammenhænge ser, at det er nødvendigt at have en privat socialrådgiver for at kunne komme igennem systemerne. Det er en fallit erklæring af rang for vores samfund. Og det lugter af amerikanske tilstande!

Og sidst men ikke mindst blev jeg flov som socialrådgiver – på fagets vegne. For hvad er det, der gør, at vi som socialrådgivere deltager i dette cirkus? Hvad er det, der gør, at også vi medvirker til, at der går flere år med at indhente enslydende erklæringer? Hvad er det, der gør, at vi ikke i langt højere grad råber op, siger fra, protesterer – så det kan mærkes?

Vi har ikke ansvaret alene, men vi kan heller ikke frasige os hele ansvaret og skyde skylden på ledere, organisationer og politikere. Det forekommer mig ind imellem, at vi er bødlerne, der handler efter ordrer. Og det synes jeg ikke om.

Jeg synes, man har et valg som socialrådgiver – et valg i forhold til, hvad man vil være med til. Jeg synes, det forpligter på en særlig måde at være socialrådgiver – ellers er det ’bare’ et lønarbejde.

Jeg taler ikke om ’kald’, men jeg mangler ind imellem, at vi føler os mere kaldet af etik og moral og faglighed – og af at sige fra – også i forhold til dårlige arbejdsforhold, som sagtens kan være noget af forklaringen? Der er vel en grund til, at der er 20 forskellige socialrådgivere på en sag i løbet af 7 år?

Men de dårlige arbejdspladser kan kun få medarbejdere, hvis der er nogen, der søger!

Jeg ved godt, desværre, at ikke alle kan sige som Puk Sabber i udsendelsen:

’Jeg er anarkist og så er jeg kold i røven’.

Men jeg kunne godt ønske mig, at flere havde modet til både at sige og handle sådan.

Til gavn for klienterne!