Jeg kan godt lide at løbe og helst hver dag. Faktisk er det blevet sådan, at jeg ikke helt kan undvære det efter 23 år som hel/ halv seriøs løber. Min krop fungerer ikke optimalt, når jeg ikke løber – og det har en indflydelse på hele min dag… en rigtig god indflydelse, når jeg løber og det modsatte, når jeg ikke løber.
Jeg kan også rigtigt godt lide Haruki Murakami, en japansk forfatter og meget seriøs løber. Han har skrevet en række af bøger, som er meget anbefalelsesværdige: Kafka på stranden, Trækopfuglens krønike, Norwegian Wood, 1Q84, Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår – for blot at nævne nogle stykker.
Og så har han også skrevet: Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe. En fantastisk og anderledes bog i forhold til det øvrige forfatterskab, som efter min mening er fantastisk, men også ret mystisk. Mystisk på den der gode måde, hvor man tænker, at det her er en bog, man bare ikke kan lægge fra sig, men det er svært at forklare, hvad den handler om.
Bogen om at løbe er på ingen måde mystisk. Den er faktisk lige ud af landevejen, som det første maraton løb, Murakami gennemfører, på den klassiske rute Athen-Marathon.
Jeg har lige genlæst bogen, og det har fået mig til at tænke over, hvorfor jeg egentlig løber? Jeg gør det, fordi jeg virkelig godt kan lide det. Og som Murakami skriver: ’Der er mange fordele ved at løbe. For det første behøver man ikke nogen at gøre det sammen med, og man behøver ikke noget særligt udstyr eller tøj. Man behøver heller ikke tage et bestemt sted hen. Hvis bare man har et par løbesko og en vej at løbe på, kan man løbe, når det passer en, og lige så tosset, man vil. ’
Det er denne enkelhed, der i den grad også tiltaler mig. Uafhængigheden. Tilgængeligheden. Friheden.
Jeg har løbet alle mulige steder her i landet og udenlands på ferier, hvor løbeskoene altid er med. Det er en stor fornøjelse og oplevelse at opdage et nyt sted med løbeskoene på!
Man må ikke glemme lysten og glæden. For mig er det helt afgørende, at det er lysten og glæden, der driver løberiet og ikke en eller anden trend om, at det ’bør’ man gøre. Det holder måske en meter, men ikke ret mange kilometer. Jeg fraråder folk at løbe, hvis de som udgangspunkt ikke bryder sig om det.
Og forstår jeg nok ikke helt de mennesker, der fx som nytårsforsæt siger, at nu vil de begynde at løbe, selvom de synes, det er hæsligt og gabende kedeligt. Det er da at planlægge en fiasko fra starten. Find i stedet noget, der drives af lysten og glæden. Hvad er der vejen med dans, zumba, yoga, håndbold eller noget helt andet? Der er mange måder at få sved på panden og pulsen op på – og jeg synes, man skal vælge noget, man kan lide. Ellers bliver det ikke til noget.
For som Murakami skriver: ’Maraton er ikke en sport for flertallet, ligesom forfattergerningen ikke er det. Ingen har nogensinde anbefalet mig at blive forfatter eller bare håbet på det, de har snarere frarådet mig det, men jeg ville gerne, og så blev jeg det. På samme måde begynder folk heller ikke at løbe, fordi andre opfordrer dem til det, men simpelthen fordi det det rigtige for dem. ’
Jeg bliver ind imellem belært om, at det ikke er klogt/ godt/ sundt etc. at løbe 10 km eller mere hver dag. Det kan godt være, men jeg trives i den grad med det. Jeg løber ikke efter medaljer, et længere liv, accept eller anerkendelse. Jeg løber, fordi jeg ikke kan lade være – fordi jeg elsker det – fordi jeg betragter det som min daglige lykkepille –fordi jeg får renset hjernen og ’ordnet’ en masse på turen. Andre gange tænker jeg ikke en tanke men overvældes af naturen og årets gang.
Der er sikkert også nogen, der ikke bryder sig om at læse Murakamis bøger. Så lad være. Også selvom de er anbefalelsesværdige.
Min pointe er, at man ind imellem – når man har mulighed for det – skal vælge ud fra lysten og glæden!