Jeg har 2 spændende jobs i hhv. Kræftens Bekæmpelse og Børns Vilkår, men har nogle timer til overs, som jeg gerne vil bruge på supervision. Jeg savner at bruge min supervisoruddannelse og de mange erfaringer, jeg har gjort mig inden for feltet, da jeg var selvstændig supervisor og konsulent.
Derfor åbner Supervisionsrummet, hvor jeg tilbyder supervision til personer, der arbejder indenfor det sociale/ pædagogiske område i bred forstand.
Jeg superviserer individuelt og mindre grupper på 3-4 personer, hvis det er ønsket. Supervisionen foregår i egne lokaler i Esbjerg, og jeg tager ud i det omfang, det er muligt.
Man kan læse mere om min baggrund og tilgang til supervision på min hjemmeside: ingerjohnsen.dk
Jeg kan kontaktes på ijohnsen@mail.dk eller telefon 50 48 49 21.
Om nogle dage åbner ‘Supervisionsrummet’, som er et tilbud om individuel supervision og supervision til mindre grupper – for medarbejdere, der arbejder indenfor det sociale/ pædagogiske/ område.
Supervisionsrummet er at finde i Esbjerg. Kontakt for yderligere oplysninger – se under KONTAKT.
Jeg holder mest af alt af hverdagen, men nu er det altså jul igen og jul igen…
Jul med alt, hvad det også indebærer af fattigdom, overforbrug, julehygge og fællesskab – og en tid, hvor smerte også rimer på hjerte.
Nu skal alle være glade og deltage i det store ’fællesskab’ – her må ingen være sorgfulde eller ensomme – det hører hverdagen til.
Her må vi til gengæld godt være ensomme, triste, fattige og uden for fællesskabet.
Jeg holder af hverdagen, men nu er det altså jul…
En tid, hvor vi helst lukker øjnene for krig og ufred – og hvem trænger ikke til en pause fra det?
Måske mest af alt dem, der sidder midt i infernoet, mens vi andre fredsommeligt fortærer and og ris a la mande – danser om det økologiske juletræ for at værne om miljøet – øh? – og vælter os i overflod, som med lethed opvejer det måske miljøvenlige juletræ!
Jeg holder af hverdagen, fordi det er den, der er mest af. Fordi det er den, der skal fungere og vise, om vi reelt har overskud til at vise samfundssind i ordets bedste forstand.
Vi bliver ikke fede mellem jul og nytår, men mellem nytår og jul.
Jeg kunne ønske, at fokus var på alt det, der sker mellem nytår og jul og ikke kun i de få dage mellem jul og nytår…
Til dem, der holder af julen, nyder den, fejrer den – det er helt okay med mig.
Sådan sagde min ‘bogpusher’ – Asger fra Varmings boghandel (ubetinget den bedste i Esbjerg og omegn), da vi en dag faldt i snak om Ukraine, Rusland, Putin, Fake News og meget mere…
Det er sådan noget, man kan i den boghandel – snakke om mange ting uden at blive forstyrret af åndssvag baggrundsmusik fra en lallende lokal eller anden radio.
Den 1. januar 2023 var jeg så heldig at lande en fast deltidsstilling i Kræftrådgivningen i Aabenraa, hvor jeg igennem snart 2 år har arbejdet som timelønnet.
Jeg har været der før, ikke i Kræftrådgivningen i Aabenraa, men i Kræftens Bekæmpelse – og det har været som at komme hjem fagligt – men også personligt og kollegialt, har det vist sig 🙂
At komme hjem rent fagligt som socialrådgiver betyder for mig, at jeg kan få alle mine kompetencer i brug og blive udfordret maksimalt – som i maksimalt – både personligt, fagligt og eksistentielt.
Jeg har været socialrådgiver i snart 40 år og har måske dermed en anden uddannelsesbaggrund end det er tilfældet nu om stunder?
I min tid som studerende var nogle af udgangspunkterne blandt andet:
At man som socialrådgiver går på ’2 ben’ – det ’ressourcefremskaffende ben’ og det ’menneske behandlende ben’ (jeg har i et tidligere blogindlæg – Fra socialrådgiver til sagsbehandler – skrevet mere om disse ben.)
Helhedssyn – et begreb, der dengang blev diskuteret livligt, blandt andet fordi mange forskellige faggrupper hævdede at have patent på at være helhedsorienteret. I dag er det et begreb, jeg næsten aldrig støder på hverken i skrift eller i virkeligheden!
Teorier og metoder i socialt arbejde – hovedfaget, som vist siden har skiftet navn og sikkert også indhold flere gange.
Sorg og krise samt familiebehandling var også en væsentlig del af studiet.
Og mange andre områder …
Kræft rådgivning.
Når jeg oplever at være kommet hjem som socialrådgiver er det fordi, rådgivning af kræftpatienter, pårørende og efterlevende i høj grad bringer de ovennævnte punkter – og mange andre – i spil.
Jeg får lov til at gå på begge ben i og med, at jeg hjælper med forskellige socialretslige/ økonomiske/ praktiske forhold, men i høj grad også har samtaler med de nævnte målgrupper.
Samtaler om at håndtere en livstruende sygdom, behandling, senfølger, arbejde, familie, ægteskab, børnene, værdier og prioriteringer i livet – og måske i sidste ende det at skulle se døden i øjnene.
Alle de eksistentielle udfordringer, livet giver på godt og ondt. Det er så berigende og så livgivende, om end det kan lyde mærkeligt.
Jeg får dermed også mulighed for at komme ’hele vejen rundt’ – at arbejde helhedsorienteret, fordi jeg får indblik i mange forskellige aspekter af et menneskes liv – og jeg skal agere i forhold til disse.
Det er rart at få lov til både at se, høre og arbejde med det hele menneske, et par eller en familie.
Der er højt til loftet i forhold til anvendelse af metoder, hvilket for mig også er essentielt som socialrådgiver. Jeg har muligheden for individuelle samtaler eller samtaler med par og familier, ligesom jeg har muligheden for at arbejde med gruppemetoder og undervisning/ psyko-edukation.
Når man arbejder med kræftpatienter, kommer man også ofte i kontakt med pårørende og efterlevende. Sorg er en væsentlig del af at være kræftpatient, fordi sygdommen kan være forbundet med rigtigt mange tab. Det samme er ofte gældende for den pårørende, fordi hans eller hendes liv også forandres/ påvirkes – og vil være forbundet med tab.
Den ultimative sorg er vel at miste én, man holder af/ elsker. Så efterlevende og deres sorg er også en væsentlig del af arbejdet i Kræftrådgivningen. Det er på alle måder eksistentielt udfordrende arbejde! Det er krævende, udfordrende, hårdt men ikke mindst livgivende og i den grad meningsfuldt.
Det er her – i arbejdet med kræftpatienter, pårørende og efterlevende og deres hele liv – jeg føler mig hjemme.
Kræftrådgivningen og kolleger.
Jeg har igennem mange år haft hjemmearbejdsplads og elsket det!
De første gange jeg kom i Kræftrådgivningen i Aabenraa, mærkede jeg, hvor dejligt det var at kunne gå ind i et rart og smagfuldt indrettet samtalerum. De fysiske rammer betyder meget – og det er unægtelig noget andet end at sidde i et lidt tilfældigt indrettet lokale på et Jobcenter eller et lignende sted.
Så det at opleve ’rum til samtale’ var en god fornemmelse, som jeg helt havde glemt betydningen af. Det betyder uendeligt meget, når man er i en sårbar situation og måske også har det fysisk dårligt, at man kan sidde i en god stol eller sofa, at man bliver budt på en kop kaffe eller te – at man bliver taget imod.
For mig som rådgiver er det også af stor betydning at kunne møde patienter og pårørende på den måde og i de omgivelser. At der til samtalegrupperne er lavet kaffe og te – at der er bagt kage eller boller – at der er sat en blomst på bordet. Måske små ting i det store hele, men det betyder noget!
Her spiller også de frivillige i Kræftrådgivningen en stor rolle – både dem, der er værtsfrivillige og dem, der giver en hånd med, når der skal bages eller pyntes lidt.
Så også det tætte samarbejde med frivillige er en gave, jeg har fået igen, fordi jeg i tidligere jobs har arbejdet tæt sammen med frivillige på forskellig vis.
Jeg har aldrig haft det store sociale behov i forbindelse med arbejde. Nok fordi jeg i bund og grund kommer på arbejde for at arbejde! Så kaffepauser og faste frokosttider har aldrig været mit behov. Derfor har jeg også befundet mig noget så godt med at arbejde hjemme.
Jeg elsker stadig at arbejde hjemme – det er hamrende effektivt og frit – men jeg har også fået øjnene op for, hvad mine kolleger betyder for mig!
At blive mødt med et: ’Hej, hvor er det dejligt at se dig’ – gør da, at dagen starter ekstra godt. En seddel med ’Tak for din indsats i dag – godt at se dig’ – gør da, at jeg kører træt men også glad hjem. Igen små ting i det store hele, men det betyder noget!
Jeg vil heller ikke underkende, at det er et udfordrende felt at være i som menneske. Derfor er kolleger, sparring og supervision sammen med kolleger et klart ’must’. At vi drager omsorg for hinanden både fagligt og personligt er en nødvendighed, hvis vi dag efter dag skal yde vores bedste.
Og omsorgen, anerkendelsen, interessen er stor i vores hus!
Så jeg er kommet hjem som den socialrådgiver, jeg er og ønsker at være fagligt.
Jeg er også kommet ’hjem’ til Kræftrådgivningen i Aabenraa. Stedets DNA matcher bare mit DNA.
Det er meget nemt at være og være sig selv i Kræftrådgivningen.
Den eneste ’ulempe’ er, at Aabenraa ligger så langt væk 🙂 Men de mange timer i bilen er det værd!
Dette blogindlæg har været undervejs længe, og i går fandt jeg den sidste inspiration til at få det til at blive til virkelighed.
Jeg genlæste bogen ’Det gennemsnitlige menneske’ af Morten Albæk. En bog fra 2013.
Jeg er stærkt optaget af meningen med livet og livets meningsløshed, fordi livet efter min mening og erfaring indeholder begge dele…
Jeg er også optaget af virkeligheden – det gennemsnitlige og dagligdagen. Og så kommer indlægget også til at handle om TV…
Inspirationen kom blandt andet på side 60 – og jeg vælger at citere en længere passus fra bogen:
’’Hvorfor er det egentlig, at det giver mening at være til som menneske – og hvad er meningen med selve livet, medens det leves?
Vil man forsøge at forstå dette, må man først og fremmest kende sig selv – eller rettere erkende sig selv. Være veldefineret i, hvem man er – og hvem man bestemt ikke er og aldrig bliver. Så meget desto mere beklageligt er det, at vores evne til at erkende os selv er historisk dårlig i den vestlige verden – og ikke mindst i Danmark. Og igennem 1990´erne og 00´erne har vi skabt en kultur, der alene har opfordret mennesket til at definere sig selv ved sine ambitioner, drømme og fantasier. En kultur, der reproducerer folks manglende evne til nøgternt at vurdere egne evner ved at anspore dem til konsekvent at overvurdere dem. En kultur, hvor vi hver dag bekræfter hinanden i, at det ikke-eksisterende er virkeligt. En kultur, hvor vi ikke kan skelne mellem, hvad der er lort, og hvad der er lagkage.
I den kultur er født et menneske, som efterlever mantraet om, at du kan gøre alle dine drømme til virkelighed; det er alene et spørgsmål om at ville det nok, at tro nok på det. Nutidens templer er ikke som i antikken templer for visdom og lys, men derimod templer for dumhed og selveksponering for dennes egen skyld. Og så er det uden betydning, om templet hedder Big Brother, Robinson, X Factor eller Paradise Hotel eller et af de mange andre globale tv-koncepter, der vokser i antal og tilbedere. Over disse egodyrkende og fordummende templers indgangspartier er ikke mejslet ordene ’Kend dig selv’, men derimod ’Overvurdér dig selv’.
Vi danskere elsker at samles, more og hygge os, men vi samtidig har slået det meste af hjernen fra. Det sker gerne en fredag aften, når det er X Factor-tid. Faktisk morer vi os allermest under de såkaldte auditions, hvor folk bliver udstillet og udstiller sig selv på en måde, så enhver må krumme tæer. Kun langsomt går det op for folk hjemme i stuerne, at dette er et program, der – i lighed med andre amatører-vil-være-stjerner-koncepter – er ligegyldigt og blottet for alt, hvad der blot minder om talent. Men inden da morer vi os over dem, der møder frem med den overbevisning, at de er i stand til at synge på en måde, så andre mennesker ikke blot bryder sig om det, men falder i svime over skønheden. X Factor er i sandhed et ligegyldigt program. Og det samme er lignende programmer. Det eneste, der gør dem nævneværdige, er det forhold, at de er et spejl af en kulturel transformation, som stikker dybere og rækker videre end sendefladens primetime. Det er derfor, vi igen og igen kan sidde og more os over mennesker, der stiller op foran et tv-kamera og fornægter virkeligheden. At de ikke kan synge. At de ikke kan spille, At de aldrig vil slå igennem som skuespillere. At de aldrig bliver professorer. At de aldrig vi opfinde noget som helst. At de i det hele taget ikke kan noget særligt.
Dette faktum kommer som et chok for mange, der render rundt og oplever og fremstiller sig selv som små reinkarnationer af Einstein eller Picasso. Eller som den næste Marlon Brando eller Claudia Schiffer. Jeg har tidligere sagt, at hvis blot én af vinderne af X Factor eller et af de andre fordummende reality-talent-programmer (der i Danmark sendes på Public service-kanaler!) optages i nogen form for dansk kulturkanon om et kvart århundrede, så må vedkommende overtage alt mit jordiske gods – inklusive mine børns børneopsparing.’’
…………………………………………………………………………………………………………………………..
Hvorfor denne lange smøre fra Morten Albæks bog? Ganske enkelt fordi det rammer plet i forhold til nogle af de tanker, jeg længe har gjort mig om diverse tv kanaler og deres mangel på både diversitet og kvalitet.
Ind imellem – det vil sige dagligt – undrer jeg mig over, at der er så mange kanaler, da de i store træk sender det samme. Hvor er valget? Der er stort set ikke noget valg.
Lige nu er der VM i fodbold, og som franske ænder tvangsfodres hele nationen med fodboldkampe på stort set alle kanaler dag og aften. Hvad er meningen? Tænk hvis man sendte ballet på alle kanaler i flere uger hver aften i primetime – folk ville gå på gaden i protest!
Ja, selv arbejdspladser rydder kontorerne og arrangerer fælles kamp, fordi det er så godt for fællesskabet og sammenhængskraften både nationalt og globalt – Øh, hvilken sammenhængskraft og hvordan?
’Respektable’ virksomheder, som ellers benytter enhver lejlighed til at tale konkurrence evne, optimering, rationalisering etc. – ja, de lader den ’indre klaphat’ tage over og glemmer alt om, at der måske er andre og vigtigere ting i verden end fodbold – og det i et land, som på ALLE måder opfører sig intet mindre end usmageligt. Men det er en anden sag, som vi ikke lige kan tage os af, når der er VM i fodbold, og sammenhængskraften skal styrkes. Åh, det er også så ubehageligt at se virkeligheden i øjnene – og hvorfor skal det hele også være trist og realistisk?
Selvfølgelig er der undtagelser, hvor væsentlige, oplysende og horisont-udvidende udsendelser som Versus eller Vild med dans, Gift ved første blik eller Den store bagedyst… for både tykke og tynde, børn og voksne eller veganere og folk uden smag overtager sendefladen fra den runde bold, så familien Danmark kan sidde med kaffe og julegodter og ikke blive forstyrret af den virkelige verden!
Snart kommer en hård konkurrent til VM i fodbold – årets julekalender! Hvis den da ikke censureres bort af en eller anden absurd grund. Et klogt menneske sagde engang: Folk tager sig af de problemer, som de har evner til!
Og her er jeg nok langt hen ad vejen enig med Morten Albæk … talenterne og evnerne rækker ikke langt. Heller ikke hos diverse TV kanaler.
Et sidste par suk fra en, som godt kan lide at se TV og virkeligheden – også den ubehagelige og meningsløse – i øjnene.
Jeg er så træt af mad udsendelser.
Jeg er så træt af at se Rick Stein og mange andre æde sig igennem det ene land efter det andet i én uendelighed.
Jeg er så træt af alle de sikkert udmærkede kokke, der gang på gang laver og viser og spiser mad til en befolkning, som efterhånden lever af take-away og forarbejdede retter i de fine samtalekøkkener – og undskyld til alle jer, der er undtagelser!
Jeg er så træt af genudsendelse på genudsendelse.
Jeg er så træt af, for jeg ved ikke hvilken gang, at gense Simon Reeve rejse og rejse og rejse de samme steder, selvom jeg godt kan lide rejseudsendelser, så har alt en grænse.
Jeg er så træt af underholdning, underholdning, underholdning.
Jeg er træt af Vild med dans fortsætter i årtier, jeg er træt af Versus, der topper idiotien – jeg er træt af Den store Bagedyst – jeg er træt af Kender du typen igen og igen – er der snart flere typer tilbage?
Hvor er den forskel, som DR2 engang gjorde? Hvor er DR Kultur? Hvad er Public Service egentlig for en størrelse?
Indrømmet: Jeg er til virkeligheden – både den smukke og den ubehagelige – jeg er til hverdagen med alt, hvad den indebærer af gennemsnitlighed, gråvejr og realisme.
Derimod er jeg ikke til glitter verdenen med al dens falskhed – jeg er ikke til, at TV skal være som ’opium for folket’ – jeg er ikke til hysteriske konkurrencer, hvor meningen er ikke-eksisterende.
Jeg er muligvis umanerlig kedelig og virkelighedsnær, men jeg tror for så vidt også, at jeg er et ret gennemsnitligt menneske.
Og dermed tror jeg heller ikke, at jeg er den eneste, der ikke vil underholdes og fordummes gennem tilværelsen?
Forleden var jeg på mit sidste hjemmebesøg som socialrådgiver i Scleroseforeningen og besøgte et yngre medlem, som er meget hårdt ramt fysisk af sclerosen.
Vi sad og småsnakkede, mens vi ventede på en veninde, som skulle deltage i møde.
Snakken faldt blandt andet på Tour de France og Jonas Vingegaards sejr. Jeg ser ikke Tour de France, men har fulgt med i, hvordan det gik den unge fyr fra Glyngøre. Dels synes jeg, at det er en vældig kraftpræstation, dels synes jeg rigtig godt om Jonas Vingegaard og hans stille, ydmyge, begavede og jordnære tilgang til al den opmærksomhed, han har været genstand for.
Medlemmet sagde stille, at det da godt nok var meget ståhej for bare at have cyklet hurtigt på en cykel…
Og så sagde hun det, som egentlig er omdrejningspunktet for dette indlæg:
”Han skulle prøve at være i min krop bare én dag… Det synes jeg ville være noget af en præstation.”
Og det fik mig til at tænke, at mange mennesker med sclerose kører Tour de France hver dag. Hver eneste dag må de på godt og ondt tage den gule førertrøje på – nogle dage også den grønne og den prikkede, selvom de nok ikke spurter så meget – men der er mange bjergetaper i et sclerose liv!
Og så tænker jeg på politikerne…
Hvor er de ”folkelige” politikere – Mette Frederiksen og alle de andre – når de sclerose ramte skal hyldes efter dagens ”etapesejr” eller de dage, hvor de slet ikke når i mål?
Her bliver der ikke taget mange selfies med dagens vinder – sommerferien afbrydes ikke til fordel for en tur rundt i landet i privatfly for at blive set sammen med vinderen og for at hylde vedkommende…
Man kan måske sige ”Skæg for sig og snot for sig.”
Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, hvor mange penge Danmark og nogle danske kommuner har brugt på Tour de France starten…. uden at vi som borgere har kunnet få særlig indsigt i, hvordan pengene er blevet brugt! Og i en tid, hvor der skæres ind til benes, sænkes standarder og hvor borgere nogle gange ikke kommer ud af sengen eller bare ud, fordi der ikke er ressourcer.
For egen regning – ja, så tror jeg egentlig godt, at Jonas Vingegaard vil kunne forstå, hvilken bedrift en dag i en sclerose krop vil være, så måske er det ok, at han blive hyldet for sin præstation?
Det, jeg synes, er kvalmende, er at se politikerne, der nærmest selv lader sig hylde, mens de står halvvejs på podiet og soler sig i skyggen af Tour de France vinderen. Uden at have lavet en døjt.
Var der nogen, der sagde valg? Tja. Så er ét i hvert fald sikkert:
Så er politikerne på ”podierne” rundt om i landet i nogle uger. Så er det selfietid, dyre løfter, guld og grønne skove og masser af valgflæsk.
Der sker så det, der nogle gange også sker for Tour de France – efter et stykke tid er det hele glemt.
Men Tour de Sclerose løbet fortsætter…. i al stilhed. Lige indtil næste valg…
Tak for denne gang og god vind – om man så må sige!
Så har Lars Løkke igen skabt overskrifter ved at melde sig ud af Venstre. Alle gisner om, hvad det næste bliver? For han må da have en plan! Det tror jeg bestemt også, at han har – en økonomisk plan.
En plan, der har kendetegnet ham det meste af karrieren, nemlig planen om at være sin egen lykkes/ Løkkes smed. Den mand har da i årtier gået efter egen vinding. Alle bilagssagerne, luksusvaner i forhold til hotel og flyrejser, så havde han snablen ned i Venstres egen pengekasse, så han kunne få tøj på kroppen, og senest har han så holdt en efter egen mening velfortjent ferie ved at være reality stjerne og sejle over Atlanten. Til fuld hyre og efter vederlag.
Kommer det så som et chok, at han melder sig ud af Venstre? Tja, for mig ville det virkelig være et chok, hvis den mand trak snablen op af pengekassen og ikke blot blev løsgænger, hvor han længe endnu kan hæve en betydelig hyre. Det er intet mindre end usmageligt men en ren Lars Løkke konstruktion! Andre politikere har gjort noget lignende og sikkert helt lovligt – ingen tvivl om det – men der er nu ingen som Lars Løkke, der kan dreje alt til egen økonomisk fordel.
Et eller andet sted er det patetisk, at han bare bliver ved og ved – dels med at lænse kassen for penge dels vedbliver med at spøge i Venstre med alle sine kommentarer… han vil angiveligt bare ikke indse sit nederlag.
Han ville skabe respekt, hvis han havde så meget r.. i bukserne, at han indså, at han har haft sin tid i dansk politik, at han har ’tjent folket’ og især kassen – og at det nu i en alder af 56 år er på tide at stå på egne økonomiske ben.
Få dig et liv Lars Løkke – få dig et job, hvor du forhåbentlig ærligt kan tjene dine egne penge i stedet for at blive ved med at nasse på samfundet. Få dig dog et liv, hvor du ikke behøver at skabe overskrifter hver og hver anden dag i et forsøg på ikke at blive glemt. Du bliver ikke glemt – men spørgsmålet er, om ikke du skulle satse på at blive husket – for noget godt om muligt.
En stille morgentur får mig til at tænke, at Langeland og også Bagenkop har meget af det, jeg godt kan lide og har brug for.
Her er småt, men der mangler sådan set ikke noget. Her er ingen fancy cafeer eller butikker, men det er der jo heller ikke andre steder i disse tider, hvor det meste af landet er lukket. Vi klarer os med Brugsen, og så er det ligesom til en side.
Her er også stort, fordi der er så fantastisk en natur med hatbakker, stenede, smukke kystlinjer, små skove og plantager, sandstrande, stille og til tider frådende hav. Her er uvejr, og her er vejr.
Her er for det meste ret stille – faktisk er det mest naturen, der ‘larmer’ – det vil sige vinden suser i træerne, ænder og gæs på træk og rågekolonien, når den lander til aften på Fredsbjerg.
Bagenkop
Bagenkop
Bagenkop
Bagenkop
Her er fred og ro. Man kommer ned i tempo især mentalt, og det gamle ord ‘sysler’ får pludselig sin berettigelse. Der er mange ting, man kan, når man ikke skal men har muligheden.
Som at gå en stille morgentur og bare se på det, der nu er. Sjove huse, en smuk havn og ja, så den obligatoriske cykel med en grøn kasse på. Og så alt det, der ikke skal fotograferes, fordi man også skal være i luften, sanse vejret og nyde indtrykkene.
En anden syssel er at samle hulsten på stranden. Det er næsten et tag selv bord og utroligt afslappende og sjovt. De kan sættes på line og hænges op… og så er den dag ligesom gået.
Mit gamle kamera er kommet frem igen. Jeg har ikke fotograferet længe. Kan egentlig godt lide det, men alt det med at redigere, beskære – det at gøre ‘noget’ ved billederne er ikke lige min stil. Jeg kan godt lide den rå, uredigerede stil. Jeg beskærer kun. Sådan er det. Men indrømmet, så kan jeg godt se, at billederne ind imellem har gavn af at blive kigget lidt efter!
Det er motivet, der interesserer mig. Jeg er en meget spontan fotograf. Jeg fotograferer bare og ser så, hvad der sker, og hvad der er kommet med hjem. Det er processen med motivet, jeg synes, er sjov.
Naturen er for så vidt taknemmelig at fotografere, når ambitionerne primært er at have en god oplevelse.
Nu er jeg så over julen blevet medlem af Danmarks Naturfredningsforening. Det ændrer ikke på min oplevelse af naturen, men det gør på en måde alligevel en forskel. Men mit forhold til det at fotografere er ikke ændret. Blot på den måde at formålet med dette indlæg er fotos og ikke så meget ord.
