TILOS har igen taget os med storm – ikke den lovede storm med kaskader af regn, som helt udeblev – men bare sådan ved at være til uden at have forandret sig ret meget. Ind imellem er stilstand af det gode især i en verden, hvor det hele tiden ureflekteret og uimodsagt handler om ikke at kunne stoppe udviklingen, at være med på vognen, at være fremme i skoene, at vækste eller hvad der nu eller er af ’lyksaligheder’ i vores samfund.
Så da jeg fandt en T-shirt med teksten: I don´t need therapy – I just need to go to Tilos! – ja, så var dette blogindlæg ligesom født og startet i tankerne. For på sådan sin helt egen måde er det terapi for både krop og sjæl at være på denne lille ø på størrelse med Fanø. Det fik mig i en stille stund i en af liggestolene med vandets stille skvulpen som eneste lyd til at tænke på, hvad TILOS er for mig?
Tilos er:
Troværdig turisme
Idealisme og independens
Langsomhed
Overvældende natur
Stilhed og simple living
Og det skal dette blogindlæg handle om garneret med fotos, som for mig visuelt udtrykker det, jeg forsøger at beskrive med ord.
Troværdig turisme
Det er min oplevelse, at Tilos leverer troværdig turisme forstået på den måde, at øens beboere vedbliver at stå ved sig selv, deres liv og deres værdier. De lefler ikke for turisterne ved at lave om på øen eller sig selv. De har en ’vare’, som man kan lide eller ej. De forsøger ikke hele tiden som mange andre rejsemål at tilpasse sig efter turisternes ønsker og forventninger. Og når de så har lavet alt om, vender turisterne dem ryggen, fordi det bliver for ’turistet’.
Det generer selvfølgelig nogen, at ikke alt fungerer som derhjemme, og så kommer de bare ikke igen. Og det er sikkert godt nok, for vi er mange, der vender tilbage, fordi tingene netop ikke er som herhjemme.
De sælger det, de har – fx timianhonning, krydderier, olivensæbe og ikke så meget tingel tangel, plastik og andet turist gøgl.
Vi har boet mange forskellige steder på Tilos, og hvert sted har haft sin særlige charme. Det er som regel små steder, og man kommer til at kende ejeren mere eller mindre. Vi har tidligere boet i et lille hus, Anemoessa, hvor indehaveren kom med lokal ost, hjemmebagt kage, ostepies, abrikoser og endda moussakka til os – bare sådan. Et andet sted, Annas Studio, hvor man har en lille et værelses lejlighed, hang der en dag friskbagt brød ved døren (ejeren er øens bager), og en anden dag lå der granatæbler på køkkenbordet.
Denne gang boede vi i et lidt større kompleks, Ilidi Rock, og havde en udmærket to værelses lejlighed. Det er mere ’forretningsorienteret og professionelt’ – men absolut flinke mennesker, der ejer stedet, og de arbejder døgnet rundt.
Her har man bygget Ilidi Rock ind i klippen. Det er gjort nænsomt og i en eller anden form for overensstemmelse med øen og dens natur. Der er små stenstrande, og som billedet med liggestolene viser, har man meget fint bygget små områder, så man ikke ligger som sild i tønde og på rad og række. Der er mange små finurlige steder, hvor man med lethed kan føle sig helt alene i fred og ro. Alt er på en måde småt på Tilos på den rigtig gode måde!
Idealisme og independens
Jeg synes, der er en form for idealisme og independens over Tilos. For nogle år tilbage købte de selv en katamaran færge ’Sea Star’, som pendlede mellem Rhodos og Tilos dagligt. De ville ikke være afhængige af de andre færger, der lægger til på øen. Desværre gik det sådan, at ’Sea Star’ gik så meget i stykker, at det vist var for dyrt eller umuligt at reparere den. Men de prøvede.
Nu klarer de sig så med de forskellige færger, der kommer flere gange om ugen. I øvrigt et imponerende syn at se en af de store færger fra ’Blue Star’ vende på en tallerken og så lægge til. Tilos har ikke nogen stor havn, men der arbejdes effektivt – og i løbet af 10-15 minutter er passagerer gået i land – andre igen er gået om bord, og diverse varer og lastbiler kommer og går med samme hastighed, og færgen drøner videre. Det siger noget om aktiviteter og ’events’ på øen, at mange dukker op på altanerne med kikkerter og fotoapparater, når færgerne kommer. Dagens store begivenhed!
I år blev vi forklaret, at Tilos har til hensigt at blive uafhængig energimæssigt. Derfor har de bygget en stor vindmølle, som skal levere strøm til øens beboere. Ligeledes skal der angiveligt opføres et stort solcelleanlæg. Jeg synes, der er noget stort over, at en lille ø gør noget sådant. Jeg synes, det er idealistisk – og jeg beundrer dem for ikke at ville være afhængige. Igen et eksempel på, at småt er eller kan være godt!
Langsomhed
Jeg elsker den langsomhed, der breder sig i min danske, fortravlede krop efter nogen tid på Tilos.
Jeg elsker, når jeg kommer dertil i ferien, hvor dagene har sin stille, langsomme rytme, hvor man bare kan gøre, som man har lyst til, og hvor man er kommet ned i græsk tempo. Det tager noget tid, så derfor er 2 uger et absolut minimum – 3 uger er endnu bedre og 4 uger er den rene luksus! Endnu længere tid står på ønskelisten… engang.
Jeg synes, det er en fornøjelse at se tjenere, kokke, restauratører og andre af det arbejdende folk samles på Torvet om formiddagen til kaffe og snak, inden det selvfølgelig for dem går løs om aftenen, når øens gæster sultne sætter sig til de græske specialiteter.
Vi vandrer altid på vores ferier, fordi det også kræver langsommelighed. Man kan ikke styrte afsted for at vandre. Dels er stierne indimellem smalle og til tider lidt ufremkommelige – dels skal man indimellem kravle på store sten – og ikke mindst er vandring lig med nydelse af den storslåede natur, de fantastiske udsigter, det turkisblå hav, ørne og falke på en lige så blå himmel, fugle der synger, agerhøns der pludselig sætter af, geder der elegant hopper rundt på klippevægge, madpakke under et stort træ – og så ikke mindst det, jeg sætter så stor pris på ved Tilos – STILHEDEN.
Langsomhed er også bare at daske ned til en strandstol med sit håndklæde og en flaske vand og så bare blive varmet igennem i hele kroppen, mens vandets stille skvulpen får en til at døse hen…
Jeg har en bog, som jeg sætter stor pris på: ’Til langsomhedens pris – eller faren ved at køre på knallert gennem Louvre’ af Owe Wikström. Den handler om at stoppe op, tænke sig om og give sig selv lov til at glide ind i langsomhedens velsignelser. Det er det ferie handler om – sådan helt enkelt… og helt langsomt.
Dette var så ’til’ i ordspillet ’til os’ – næste blogindlæg kommer til at handle om ’os’.
