FRA SOCIALRÅDGIVER TIL SAGSBEHANDLER… DEL 2.
I sidste blogindlæg sluttede jeg af med Lis Hillgaard, der opsummerede sit virke som socialrådgiver. Der er især nogle ord, som springer i øjnene i mit forsøg på at finde ud af eller forstå, om vi har bevæget os fra at være socialrådgivere til at blive sagsbehandlere?
Det er ordene: menneskelig hjælp – skabe kontakt – fornyet håb og styrke.
At møde et menneske…
I mit andet arbejde, som foregår hos BØRNS VILKÅR www.bornsvilkar.dk , hvor jeg er ansat som bisidder for børn og unge, er det min oplevelse, at disse ord er meget rammende for arbejdet som socialrådgiveruddannet bisidder.
Her er man langt mere socialrådgiver end sagsbehandler – og når jeg sidder til møde i fx en kommune eller en anden offentlig instans, er det også min oplevelse, at barnet og jeg langt oftere møder en socialrådgiver end en sagsbehandler.
Meget af (bisidder) arbejdet med børnene er at give menneskelig hjælp og forståelse, at skabe en god kontakt til barnet, så der netop kan skabes fornyet håb og styrke til at komme videre.
Det er selvfølgelig også opgaven for socialrådgiveren på den anden side af bordet. Og her lykkes det ofte at mødes – noget jeg godt kan opleve er svært i andre sammenhænge.
At mødes vil for barnet – og såmænd også for bisidderen – sige at blive set, at blive hørt på/ lyttet til, at blive forstået udfra et barneperspektiv. Det handler om at kunne forestille sig, hvordan det mon er at være barn lige her og nu og i den situation, som har bragt os til mødet. Det kan være vold i hjemmet, misbrug af forskellig art, mistrivsel i skolen, samvær med far eller mor efter en skilsmisse etc.
Det gør en forskel, at socialrådgiveren fx byder på et glas vand eller en kop kakao, og at hun eller han sætter sig ved bordet med en blok og en kuglepen i stedet for at kigge ind i skærmen, som det ofte sker i mange andre situationer fx på jobcentre.
Det giver en helt anden kontakt at sætte sig overfor et andet menneske og se det i øjnene og lytte og være optaget af, at det er et menneske og ikke en sag, der sidder her. At være optaget af at skabe kontakt. Så får man som barn men bestemt også som voksen en oplevelse af både at være et menneske og at møde et menneske.
Jeg mener ikke, at der skal ret meget til at være en menneskelig socialrådgiver – og der skal heller ikke ret meget til, før læsset vælter, og man i stedet bliver en (u)menneskelig sagsbehandler. Det handler om udgangspunktet: Hvem er man der egentlig for? Mennesket eller systemet?
For mig handler det også om, hvorfor man har valgt uddannelsen og arbejdet som socialrådgiver? Hvad er drivkraften? Hvad er motivationen?
Indignation, overalls og Kalsø sko…
I sin tid i begyndelsen af 80´erne var ord som indignation, solidaritet og lighed ikke så fremmede ord som de synes at være i dag. Der er heller ikke så meget overalls, lilla ble, Kalsø sko og 1. maj over nutiden!
Er der noget at være indigneret over i dag, hvor ’vi alle’ har fået det langt bedre? Er der grund til at være solidarisk i en tid, hvor mantraet er individualisme og ’man kan, hvis man vil’? Og i disse tider bliver vi også belært om, at ulighed er godt!
Jeg har ikke til hensigt at sidde og drømme mig tilbage til de (gode) gamle dage. Det ville være patetisk. Men jeg er altså af den opfattelse, at der godt kan være noget at hente fra de (gode) gamle dage – også i en tid, hvor genbrug eller i dag hedder det vel recycling – er in.
Det kan vel være, at overalls, lilla ble og Kalsø sko har haft sin tid!
Menneskelig hjælp, medmenneskelighed, kontakt, empati og nærvær, håb og styrke og det at mødes i øjenhøjde bør fortsat være en del af det sociale arbejde.
MÅ DET ALDRIG GÅ AF MODE!